Den Sidste Udflugt

Cirkus Summarum – 2023

Forventningen er til at tage at føle på hos min 7-årige, der næsten ikke har kunnet sove natten inden vi kan sætte os til rette i sæderne til årets Cirkus Summarumforestilling. Det er højt solskin og pladsen foran telte byder i vanlig stil på hoppeborg og merchandisetelt, kaffe til forældre og masser af kanelgifler og popcorn. “Det er sjovest når alle er med”, er Cirkus Summarums motto og det afspejles på pladsen, hvor der blandt andet er opstillet en gynge, der også kan rumme en kørestol.

Det er Silja der er Cirkusdirektør i år, i lækkert grønt silkejakkesæt og med Onkel Kajs (den gamle cirkusdirektørs) gamle hat. Der er styr på det hele – tror hun. Men lige inden det hele sætter igang dukker Kommunemanden (Pelle Emil Hebsgaard) op og vil lukke det hele ned, for Silja mangler et afgørende stempel. Og Kommunemanden hader cirkus (eller gør han?), så her tilgives ingen efterladenheder. Heldigvis finder holdet, bestående af Onkel Reje, Silja, MotorMille, Hr. Skæg og flokken af dansebørn en magisk juvel, der kan opfylde ønsker, når den påmonteres Cirkusdirektørens stav og den hjælper med at løse det hele til sidst, hvor også Kommunemanden får opfyldt sit eget største cirkusønske.

I år er Thomas Agerholm instruktør på forestillingen, der dog ikke har fået mere kød på historien end sidste år. Nuvel, historien er mest til stedet for at skabe rum for cirkusnumrene, der kommer som perler på en snor. Mille Gori klarer akrobattikken alene i år, både i luften på sin paraply, men også på den knækkede kinesiske pæl, hvor hun får selskab af Pelle Emil Hebsgaard. Gori er efterhånden blevet en dygtig akrobat, hvilket mærkes.

Vi møder også Karla fra FredagsTamtam, der sammen med Hr. Skæg og “Morfologbotta”, en AI, der skal have meget specifikke instruktioner for at producere noget ordentligt, tryller sig selv ind i et æg og ud igen. Og så er der selvfølgelig Onkel Reje (Mads Geertsen), der uden sammenligning får aftenens absolut største bifald. Måske er han en kende mere tandløs i år, hvilket er forståeligt, men alligevel formår han at fremkalde store grin, da han ønsker sig en 3. brystvorte, der viser sig at være en skydeskive til alle “sølvpapirshattene”.

Pelle Emil Hebsgaard er formidabel som Kommunemanden, der inderst inde bare gerne vil være med til at lave cirkus. Han er mere modtagelig for den hypnose som Hr. Skæg prøver at underkaste hele publikum uden det store held og er snart segnefærdig af at udføre alle de mærkværdige påfund som Hr. Skæg ikke kan få publikum til.

Musikalsk står forestillingen ikke så stærkt som vanligt. DR´s Big Band spiller som altid formidabelt men det er som om en del af de nyskrevne numre ikke helt når op på hitniveau og jeg kan, sandt at sige, ikke huske en eneste melodi, da jeg går fra teltet. De ellers fine stemmer får ikke lov at udfolde sig og det er svært at forstå hvorfor man ikke udnytter Hebsgaards stemmekvaliteter og lader ham blæse igennem i sit eget nummer.

Det ultimative budskab er at acceptere alle som de er og det er jo svært at være uenig i. Onkel Reje, Silja, Hr. Skæg og MotorMille skaber sammen med Kommunemanden, begejstring hos børnene i sommerheden og leverer et fint show, der glider som smurt og med garanti vil begejstre børn, helt ligesom det plejer.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Cirkus Summarum her.

📸: Agnete Schlichtkrull

Inviteret

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den Sidste Udflugt