Den Sidste Udflugt

Vi er mødt op på Forsøgsstationen. Her skal vi ledsage Hans på det, der måske er hans sidste udflugt. En gåtur med hans ledsager fra plejehjemmet, der til forveksling også hedder Hans. De ligner hinanden. Sammen skal vi kigge på det Vesterbro, som Hans husker fra sin ungdom, og høre historien om hans liv.

Hans er i virkeligheden en dukke, kreeret af dukkemager Rolf Søborg Hansen, placeret i en kørestol, skubbet af Øyvind Kirchhoff, der spiller den anden Hans – altså ham fra plejehjemmet. Det er det Olske Orkester der står for vandreforestillingen, der er den sidste i trilogien, der startede med “Det førerløse menneske”, fortsatte med: “Det kontaktløse forhold” og nu slutter med: “Den sidste udflugt”.

På kørestolen er monteret et orange flag og en ringeklokke, der skal give os, de medvandrende, besked om hvornår det er tid til at stoppe og lytte. På kørestolen er også placeret en højttaler og Hans har god musiksmag! Vi kommer både omkring jazz, klassisk og mere moderne musik. Hans er en poetisk sjæl, han ville gerne have været digter. Det blev dog aldrig til noget, selvom poesigruppen mødtes jævnligt og læste for hinanden. Vi er også blevet bedt om at medbringe poesi. “Hvis du skulle have lyst til at læse et digt op undervejs, vil der være mulighed for det og det vil glæde Hans meget!”, stod der blandt andet i det håndskrevne brev, der dumpede ind i min mailbox et par dage før forestillingen.

Vi vækker opsigt, som vi bevæger os igennem Vesterbro, kørestolen med flaget og klokken og musikken og dukken, der kigger sig nysgerrigt omkring ved hjælp af diskret føring af Øyvind Kirchhoff. En kusine blev dræbt i et hus, der fejlagtigt blev bombet under 2. Verdenskrig. Et værthus, der ikke er der mere, vækker skam hos Hans, der husker hvordan faderen sad og fuldede sig aften efter aften. En fodboldbane, der for længst er nedlagt og nu rummer en akademisk boghandel. Et træ i Søndermarken, hvor Hans mødte sin, nu afdøde, kone. Her drikker vi et glas i nadveragtig ærbødighed. Calvados eller ingefærshots – begge dele kradser herligt i halsen. Endelig en afrunding i poesiens trygge skød, hvor vi også får besøg af tilfældige børn, der bliver tiltrukket af den mærkværdige dukke.

Men inden da har Hans på forunderlig vis pludselig løsrevet sig fra kørestolen og danser rundt på virksomme ben. Han vinker begejstret til os. En opblussen og sammensmeltning med hjælperen, der også med ét er klædt i det samme tøj som Hans i kørestolen.

På trods af udtalt hjertevarme, er det dog som om vi ikke helt kommer ind under huden på Hans. Vi får vigtige kendsgerninger af vide, men som karakter skaber han ikke grundlæggende sympati hos sit publikum. Der er lidt for meget lavmælt hvisken imellem hjælper og dukke og lidt for lidt historiefortælling. Forestillingen strander et sted mellem teater og byvandring. Den Sidste Udflugt er alligevel en hjertevarm påmindelse om at tage tiden til lytte til historierne, se stederne og læse poesien. Vi ender der allesammen en dag, i kørestolen måske. Hvem skal med på din sidste udflugt og hvilke historier vil du gerne fortælle om dit eget liv?

⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Miklos Szabo