Som Brødre

Jeg var en af de heldige, der så den allerførste udgave af denne forestilling i maj 2019, da den spillede på Det Kongelige Teaters lille scene i ganske få dage, under CPH stage. Det var Alexander Mayah Larsens debut, ikke bare som skuespiller, men også som dramatiker og hvilken én! Jeg husker, at jeg følte mig helt hudløs efter forestillingen og havde en inderlig trang til at se den igen. Det havde jeg ikke mulighed for da, men nu har jeg endelig fået chancen, for siden 2019, har forestilling gået sin helt egen sejrsgang, ledsaget af Mayah Larsens digtsamling: “Kongen Leve”. Der er derfor allerede sagt og skrevet en del om forestillingen men ikke herfra og nu kommer altså mit besyv.

2 brødre med dansk mor og iransk far, har mere end normalt svært ved at finde deres fodfæste i livet. Splittet mellem kultur, facaden udadtil og virkeligheden indadtil, driver de to brødre i hver deres meget forskellige retninger. Én er lys i huden, men rummer et mørke og en latent vrede, den anden er mørk i huden og besidder lidt større evne til at navigere i et samfund, der er hårdt ved mennesker, der skiller sig ud.

Da vi kommer ind i salen på Blaagaard Teater, er forestillingen allerede igang. Alexander Mayah Larsen og Kasper Dalsgaard går rundt og pakker lidt ud. Én sætter ris over i riskogeren. En anden bærer rundt på de kasser der er stablet overalt. Indimellem tjatter de broderligt til hinanden. En lillebror der har svært ved at finde grænsen og en storebror der sætter den, til tider ret håndfast. Rummet er let og legende og fuld af kærlighed, men alligevel med en snert af det mørke, der snart bliver tydeligt for os.

For historien, er en historie om splittelse i familien. Om hvad en far med sine egne traumer og problemer og en mor der ikke er til stede, gør ved børn. Om hvad det, at være den førstefødte, ligger af forventninger på skuldrene og hvordan det tynger forskelligt, at få af vide, at det var en fejl man blev født. Om at ønske man var anderledes, om ikke at blive accepteret og om fællesskaber hvor man ér accepteret. Men også om kærlighed og grænser.

Forestillingen drives frem af Rasmus Juncker på trommer, der i symbiose med skuespillerne kommenterer handlingen med sine dynamiske beats og skaber tempo, hvor der skal være tempo, men også gudsbenådede pauser, med luften mættet af komplicerede følelser, der får lov til at blive hængende nøjagtig så længe, at det begynder at blive ubehageligt.

Samspillet mellem Dalsgaard og Mayah Larsen er sprudlende og totalt troværdigt og deres vekslen mellem humor og dyb alvor, der hele tiden holder os på tæerne og giver rum til de følelser fortællingen skaber, er udsøgt. Det er ikke svært at engagere sig og de to skuespilleres føling med hinanden, skaber et nærmest dirrende rum, der på én gang er hamrende ubehageligt at være i, men også virkelig rart. Det er en magtdemonstration af nærvær, sprudlende samspil og gedigent håndværk.

Denne forestilling er vigtig, men mest af alt er den komplet uprætentiøs. Den prøver ikke at stopfodre sit publikum med forcerede budskaber, men fortæller blot en stilfærdig historie med udgangspunkt i menneskers liv. Forestillingen er også modig og tager os med langt ind i dynamikker, vi ellers aldrig får at se. Jeg er, efter endt forestilling, nøjagtig lige så hudløs, som jeg var sidst. Hatten af for en oplevelse udover det sædvanlige, der i dén grad fortjener topkarakter!

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Zuhal Kocan

Inviteret