Another Brick in The Wall – part 5

Det er med ikke så lidt forventning, at premierepublikummet indfinder sig på Østre Gasværk Teater til verdenspremieren på teaterudgaven af “Another Brick in The Wall – part 5.“ Pink Floyds ikoniske album, fortsætter med at begejstre publikum verden over og mange har, igennem tiden, relateret umiddelbart til det syrede og trippede univers, som musikken er eksponent for.

Og netop dette syrede og meget personlige univers trækkes ind i en forestilling, der spiller på alle tangenter hvad angår teknik, akrobatik, musik og sang. Vi befinder os helt nede på bunden. Der, hvor man ikke kan komme længere ned, hverken socialt, fysisk eller psykisk. Vi befinder os der også scenografisk, hvor man, i Kim Witzels scenografi, der er en slags forlængelse af Gasværkets arkitektur, får fornemmelsen af at være på bunden af en silo eller i en eller anden form for betonkælder.

Og så er vi alligevel ikke helt på bunden, for midt i scenografien åbenbares en underbevidsthed, der konstant sender bølger af tankestrømme suspenderet i luften. Det store dansehold, inklusive aerial akrobater, er klædt i tætsiddende, ensfarvede dragter der dækker hele kroppen, inklusive ansigt. De svinger sig rundt i voldsomme og smukke formationer, snart som krigsillustration, snart som kollektiv underbevidsthed.

Johan Olsen spiller den altoverskyggende hovedrolle som Pink, der bygger og bygger på sin indesluttende mur, mens han lukker folk ude. Omkring ham er alt depersonaliseret, der er ingen der viser sit ansigt, selv hans mor og hans kone er ansigtsløse brikker i muren, der bliver højere og højere mens Pinks egen sindstilstand bliver mere og mere kaotisk. Olsen synger værket som en drøm og jeg får gåsehud, når han synger unisont med unge Pink – den mangefacetterede modne stemme og den unge, naive stemme sammen. Men skuespiller er han ikke og man savner en smule scenenærvær fra ham, når han ikke synger de store numre.

Instruktør Heinrich Christensen giver plads til at dvæle ved scenebilleder og lade musikken leve sit helt eget, syrede liv. Der er faktisk ganske mange passager, hvor der ikke rigtig sker noget på scenen og alligevel en hel masse. I andre passager vælter de medvirkende rundt på scenen i ordnet kaos. Her skabes markante visuelle konstruktioner, hvor, for eksempel, faderens lange arme, der mishandler den unge Pink, bliver ganske bogstavelige. Hvor generaler bliver til kæmpefigurer og Pink klamrer sig til den nedbrydningskugle, han helst ikke vil have i nærheden af sin egen mur.

Skulle man hælde en anelse malurt i bægeret, kunne man anføre, at den udtalte brug af luftakrobatik og suspenderinger af de medvirkende bliver brugt lige lovligt entusiastisk. Man kunne have ønsket sig en diversificering af virkemidler i en ellers fuldstændig fremragende forestilling. Men det er nu småting i det store hele.

Man kan ikke komme udenom, at Søren Møller har indfundet sig på Østre Gasværk Teater. Og sikke da også et spild af talent, hvis han forevigt skulle være Persona Non Grata i det danske teaterliv. Han har en fornemmelse for det storslåede som ingen andre i Danmark og med Another Brick in The Wall – Part 5, rammer han (igen) plet. Han har sat et hold af topprofessionelle og visionære kunstnere, der har skabt et lyrisk og overrumplende værk, der skaber smukke scenebilleder, der giver tanken plads til at udfolde sig, i de to timer forestillingen varer. Det er dog også teater, der kræver at man tør give slip og leve sig ind i universet. Et univers, der måske ikke er for enhver teatergænger, men som giver så uendeligt meget til den, der åbner sig for det.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Søren Malmose

Inviteret