Sandmanden

Jeg har siddet med dem ofte i den psykiatriske akutmodtagelse. Mennesker, langt inde i en psykose. Så langt at de er svære at nå. Det er samme følelse jeg har mens jeg ser forestillingen ‘Sandmanden’ på Sort/Hvid. Med den undtagelse, at jeg ikke er sikker på om jeg selv er omfattet af den mærkværdige tågeverden, der omslutter Sort/Hvid og forvrænger virkeligheden. For hvem ser i virkeligheden klarest – den der virker gal, eller alle os andre, der afleverer vores øjne og vores data til ukendte digitale skyer. I medgift får de også vores forstand og vores evne til at se kritisk på omverdenen.

Christian Lollike har skabt en syret feberdrøm af den slags man virkelig gerne vil vågne op fra. Med udgangspunkt i historien om Sandmanden, skrevet af E.T.A Hoffmann i 1900-tallet, drages vi ind i et univers, der med sin snigende uhygge får det til at gyse og løbe koldt ned af ryggen. Den unge mand Nathanael mister fodfæste i virkeligheden, da han efter nogle navneforviklinger kommer i tanke om historien om Sandmanden. Sandmanden smider sand i øjnene på børn, der ikke vil sove, så øjnene triller ud af hovedet på dem. Historien er indviklet og for overhovedet at kunne skrive en eller anden form for sammendrag, bliver jeg nødt til at læse op på den efter forestillingen. Men uklarheden gør ikke så meget og mit manglende kendskab til historien, bidrager egentlig kun til den diffuse uhygge og dybe forvirring, som strømmer til os fra scenen.

På gulvet ligger et kæmpe statuehoved. Alle de medvirkende er smurt ind i noget der ligner kridt – eller måske sand? De ser ud som noget fra en drøm, en uhyggelig en. Kroppene klasker mod gulvet i takt med dansernes åndedræt. De kaster sig omkring som vanvittige i den ene halsbrækkende bevægelse efter den anden. Nogle gange tror man rent faktisk at de ér halsbrækkede når de bevæger sig omkring, påspændt arme og ben i forvredne stillinger. De fylder sig med konsumerismens topprodukt – CocaCola, som de henter i et lyserødt SMEG køleskab, der også bliver brugt som affjedring for dansernes energiske bevægelser. De smyger sig omkring Nathanael, kun synlige for ham – for det meste. Resten af den normale verden har taget briller på og ser en anden virkelighed. De ser ikke skikkelserne, der kryber langs gulvet, der danser vildt og voldsomt, der stirrer og generelt er helt igennem ubehagelige, men også tidvist morsomme, at betragte. Danserne fra Holstebro Dansekompagni imponerer og danser så man mærker dem i hver en pore af sin krop.

Det er gang i den og særligt Lasse Steen imponerer med sin paranoide vrangforestillingsplagede Nathanael, der måske i virkeligheden ser klarere end langt de fleste. “Du er gal”, siger de. “Det siger man jo tit om dem der kan se klart!”, svarer han og her grundlægges tvivlen om hvilken verden jeg befinder mig i. Galskabens eller fornuftens?

Christian Lollike, Sort/Hvid, Århus Teater og Holstebro Dansekompagni har skabt en foruroligende, forrygende og uhyggelig forestilling, der stiller spørgsmålstegn ved min egen virkelighedsopfattelse og udfordrer og provokerer på en forfriskende måde der giver stof til eftertanke, idet jeg går ud af døren og sender endnu en story afsted i cyberspace.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Sort/Hvid her, Århus Teater her og Holstebro Dansekompagni her.

📸: Rumle Skafte