Tandfeen

Denne forestilling er nomineret til en Reumert i kategorien ‘Årets børne- og ungdomsforestilling 2022’. Derfor glæder jeg mig til at se forestillingen og med Patraskets forrygende udgave af ‘Pinocchio’ in mente, er mine forventninger i top. Patrasket har en særegen stil, som jeg rigtig godt kan lide. De tager børn seriøst og så laver de nogle virkelig flotte og sjælfulde dukker der spiller hovedrollen, også i denne forestilling.

‘Tandfeen’ har baggrund i Kim Fupz Aakesons bog: “Hvidt og blidt & kridt”, om Anton, der har fået en lillesøster. Hun ligger beslag på forældrenes opmærksomhed, får dem til at skændes og græder i øvrigt natten lang. Da Anton en aften taber en tand, beslutter han sig for at vente oppe på tandfeen og bede hende om at tage søsteren med, så han kan blive fri for uroen. Tandfeen indvilger, men da hun er forsvundet med lillesøsteren, kommer Anton i tanke om, at han nok alligevel ikke kan undvære hende. Han må ud og bringe hende hjem og kommer undervejs forbi mange mærkværdige væsener.

På scenen står Dirk Backer, Kristian Dinesen og musikeren Bastian Popp. Sammen skiftes de til at styre dukken Anton og går livligt ud og ind af de andre karakterer. Særligt Kristian Dinesen er både morsom og lidt uhyggelig som den tykmavede mandlige tandfe i tylskørt, der i hvert fald ikke lever op til det billede min egen datter har af hende (den?). Der ligger desuden et spøjst lag af metateater henover hele forestillingen idet de tre medvirkende har en pågående diskussion om hvem der skal have hvilke roller og en konstant småknævren om hvem der skal gøre hvad. Det fungerer særligt godt i den seance, hvor Dinesen er ved at skifte ud af tandfekostumet og scenografien hele tiden bliver flyttet rundt, så han kommer til syne for publikum. Det er sjovt de fleste steder, men også periodevis forstyrrende for selve historien.

Scenografien er i øvrigt yderst simpel, men fungerer fint med sine to skamler og de tre skærme der flyttes rundt efter behov. Der er brugt simple virkemidler, når Anton bevæger sig ud for at finde sin lillesøster igen. Den del af forestillingen fylder temmelig meget og bliver lidt lang og overfladisk. I stor hast møder vi både nisser, skytsengle der kører på motorcykel, går med lædervest, taler utrolig sydsjællandsk og kommer fra “næver”, kommer på fransk café der bestyres af vampyrer og ender ved tandfeens slot, der i øvrigt er bygget af børnenes tabte tænder. (Den detalje finder undertegnede en anelse ækel.) Det hele er akkompagneret af Bastian Popps insisterende bas og det bliver lidt uhyggeligt, selvom det også ender lykkeligt.

Kim Fupz Aakeson har godt fat om roden på at være forælder og stikker kniven ind lige hvor det gør ondt, nemlig når man som forælder simpelthen har for meget om ørerne eller er så optaget af sit eget, at man glemmer at se og lytte til børnene. At se det dramatiseret gør ikke smerten mindre, selvom det nu egentlig fylder relativt lidt i denne forestilling. Til gengæld er det dejligt at se Antons perspektivskifte undervejs. Patrasket leverer en forestilling i højt tempo, som børnene i salen synes er morsom og er ganske deltagende i. Det bliver spændende at se om de også kan bringe en Reumert hjem.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Teater Patrasket her.

📸: Søren Meisner