Shirley Valentine

Jeg kender følelsen godt. Følelsen af at være kørt fast. Ude af stand til at komme videre. Tabt i hverdagsrutiner. Egne drømme og længsler parkeret og efterhånden med et godt lag støv på. Følelsen af, at livet kunne være meget anderledes. Hvis bare man turde.

London Toast Theatre spiller i øjeblikket en gæsteforestilling på Teatret ved Sorte Hest, der netop handler om at turde tage livet ved hornene og bryde hverdagens dystymiske trummerum. Shirley Bradshaw lever et kedeligt og sat liv som husmor. Børnene er flyttet hjemmefra og manden er forlængst holdt op med at betragte hende som andet end den person, der sørger for at maden står på bordet klokken 18nuldut. Og det skal være bøf om onsdagen! Hun kigger tilbage på den unge og vilde udgave af sig selv – Shirley med pigenavnet Valentine. Hende med drømmene, der nu forlængst er forlist. Da Shirley får muligheden for at rejse til Grækenland, griber hun chancen for at genoplive bekendtskabet med den unge udgave af sig selv. Og det har livsomvæltende konsekvenser.

På scenen står Vivienne McKee alene i knap 2 timer og samme antal akter. Et 70ér køkken med orange blomstervægge møder os. Shirley kommer slæbende med dagens indkøb, dog uden bøffen, som hun har givet til naboens hund, der ellers kun bliver fodret med vegansk mysli. Shirley taler med føromtalte vægge. Hun har nemlig ingen andre at tale med. Væggen bliver medspiller, men samtalen bliver unødig tvungen idet McKee konstant vender sig imod den, som for at retfærdiggøre, at hun taler. Da hun i øvrigt henvender sig ud i salen, virker det lidt overflødigt, at hun hver 5. minut lige skal hen og tjekke ind med væggen.

I øvrigt gør McKee en skøn figur og veksler erfarent mellem humor og alvor på en måde som fremkalder adskillige latterbrøl, direkte efterfulgt af dybe stød af alvor. Forestillingen er fuld af morsomme oneliners, men også mere poetiske betragtninger ala: ‘Drømme er sjældent det sted hvor du forventer dem.” Selvom netop denne replik leveres med tyk græsk accent midt i en morsom historie, er det en af dem, der bider sig fast i min bevidsthed og synker til bunds i erkendelse af hvor rigtigt det er.

Forestillingen, der er skrevet af Willy Russel, blev opført første gang i 1980´erne, i en helt anden tid end den vi befinder os i nu. Kvindesynet var anderledes og accepten af og mulighederne for at gøre som man ville, var begrænsede og hæmmede af samfundets normer. Alligevel er der noget universelt i forestillingen, der stadig appellerer til publikum idag. Første akt bliver dog alt i alt lidt for lang og man sidder ubehjælpeligt dårligt, i spænd mellem sæderne i salen, der efterlader meget lidt plads til nogen form for manøvrering med benene, der snart er følelsesløse. Jeg erindrer ikke at have siddet så dårligt på Sorte Hest før. Mine ben er ikke fornøjede.

London Toast Theatre har sammen med instruktør Helen Tennison skabt en morsom og alvorlig forestilling om at møblere om i sit liv. Om at tage livet ved hornene og leve det. Man kan synes at det er et fortærsket emne, men det er også eviggyldigt, for hvor er det dog let, at blive fanget i al logistikken og praktikaliteterne ved at leve sit liv. Her mindes vi om, at det ikke handler om store forandringer, men om små, lidt af gangen. Alle de mentale justeringer og ommøbleringer man gør, der resulterer i, at livet pludselig kan se markant anderledes ud, end for blot et øjeblik siden. Shirley Valentines historie rammer netop plet, fordi vi alle kender det trivielle og uinspirerede liv. Og så viser hun os at alt langtfra er forbi.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Shirley Valentine her og London Toast Theatre her.

📸: Thomas Petri

OBS: Forestillingen spilles på engelsk