Eksorcismen

Amatørteaterforeningen Musicalteatret, har igennem en årrække sat selvskrevne og selvproducerede musicals op. Ifølge dem selv er de “…hovedstadsregionens største og bedst sælgende teaterforening for voksne.” Jeg har ikke set en af deres forestillinger tidligere, selvom jeg har set en optagelse af sidste års forestilling “DIVA”, for at få en fornemmelse af hvad jeg gik ind til.

Ikke nogen tvivl om at der er nerve og sjæleblod i foretagendet. Det her er mennesker der brænder for teater på en måde, der nogle gange bliver tæmmet på teaterskolerne. Da jeg ankommer er køen allerede lang og stemningen er god. Musicalteatret lejer sig ind på Folketeatrets turnéscene, der er en stor og flot scene, der giver luft under vingerne og plads til store armbevægelser.

Forestillingen er igen i år skrevet og instrueret af Rasmus Mansachs, der har været særdeles præsent i amatørteatermiljøet de seneste år. Han er også manden bag flere andre forestillinger i regi af Musicalteatret. Og det er, ifølge Musicalteatret selv, en musicalkomedie vi skal overvære. Den stakkels pige Ellen, der kommer fra en særdeles dysfunktionel familie, er uden at nogen ved hvorfor, blevet besat. Og hvem er mere nærliggende til at drive den onde ånd ud, end den lokale katolske kirkes to præster og en horde af nonner. Nonnerne bliver dog hurtigt gemt af vejen i en mørk kælder, indtil de træder frem i lyset og redder dagen. Vi møder også en gruppe hvinende cheerleadere, børn der er omsorgssvigtede i varierende grad og endelig en øko-spelt-yoga-messende nabo, der selv synes hun har styr på det hele. Og hvad er det egentlig der er galt med Ellen?

Musicalen kommer lidt sløjt fra start og ligger ud med den ene stereotype joke efter den anden. Det er muligvis nervøsitet, men trangen til at spille med front mod salen er stor i første halvdel. Heldigivis fortager den sig som forestillingen skrider frem. Selvom de stereotype jokes godtnok bliver sprøjtet i alle retninger, så ville det nok have været fint at muge en smule ud i komikken og give plads til det, der virkelig fungerer. Her kommer man ikke udenom David Svane, som den evigt iagttagende blege bror Marius, der har en umiskendelig evne til at befinde sig på de forkerte steder på de helt forkerte tidspunkter. Svane har en komisk timing som stort set ikke er at finde i resten af castet og han står for de sjoveste momenter i forestillingen.

Lise Kloborg Pedersen spiller Ellens mor Leonora og besidder en væsentlig evne til komik og giver os fint replikarbejde og pæn vokal. Figuren bliver noget ensidig, selvom mor og datter tilsidst spejler sig følsomt i hinanden. Det er dog lidt svært at mærke følsomheden, da vi på det tidspunkt hvor denne indtræffer, er blevet tæppebombarderet med mere eller mindre velfungerende jokes i 2 timer. Celiné Louise Raffel er også morsom som den franske stuepige, der konstant skal rydde op efter den narcissistiske families eskapader og hends tirader på fransk, er ganske morsomme, også for dem der ikke forstår fransk. Undervejs i forestillingen gøres brug af velfungerende flashbacks, noget der ellers kan være svært at få til at lykkes på en teaterscene.

Det er blandt kvinderne de største stemmer skal findes. Lise Kloborg Pedersen er allerede nævnt, og i dette selskab hører også Alisha Mae Williamson Meadows hjemme, der med stor sikkerhed wailer sig igennem et befriende gospelinspireret nummer, som søster Abelone, der tramper i gulvet og forløser kvindernes potentiale. Elisabeth Bergstrand Poulsen, som Ellens moster Astrid, der ellers er let at blive træt af, har en flot og stabil vokal med dejlig kant. Endelig er Rigmor Amalie Øder Joensen en diabolsk god Ellen, der styrer sine undersåtter med sikker hånd. På herresiden er kvaliteten mere tvivlsom og selvom samspillet mellem Daniel Spenner som Fader Abraham og Michael Rask Bertelsen som Fader Thomas er fint, kan vokalerne ikke hamle op med damernes.

Forestillingen er stærkest i de store musikalske optrin, der også profiterer af Kenneth Parsbergs simple, men velfungerende, koreografier. Der er dog ikke tvivl om, at der er lånt hist og pist på musiksiden, tydeligst i nummeret: “Der er noget galt med Ellen”, der har påfaldende ligheder med: “Vi taler ikke om Bruno” fra Disneys Encanto.

Musicalteatret er lidt på gyngende grund i forestillingen: “Eksorcismen”, hvor man godt kunne have ønsket sig et stærkere manuskript og en adskillelse af dramatiker og instruktør. Man kommer dog ikke udenom, at castet byder på nogle gode stemmer og flotte musikalske numre og der er da også adskillige steder i forestillingen, hvor et grin undslipper mine læber. Musicalteatret har store ambitioner og kommer langt hen af vejen i mål med dem, men måske man skulle overveje en ny manuskriptforfatter og instruktør i næste sæson, så de mange talenter for alvor kommer til deres ret.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Ole Overgaard

Inviteret