Jolly Weltschmerz!

Der spilles stemningfuld jazz i teatersalen på Riddersalen, der er omdannet til noget der ligner en gammeldags natklub, med små caféborde og stemningsfuld belysning. Vi finder vej til vores pladser med en gedigen drink i hånden. I Riddersalens bar mixer de selv deres drinks, til forskel fra det færdigblandede sprøjt man af og til får på andre teatre rundt om i byen. Særligt vil jeg anbefale deres husdrink: “Den Grønne Ridder” med champagne og absinth, der udgør en udemærket start på aftenen.

Ind fra siden entrerer sort- og hvidklædte, stiliserede mennesker. De synger “Jolly Weltschmerz” til os på melodien fra “Happy Birthday” og giver et godt forskud på stilen i denne forestilling, hvor begrebet holdes ud i strakt arm, så vi kan betragte det fra alle sider.

Herefter tages vi med rundt om begrebet Weltschmerz i et yderst musikalsk og legende univers, hvor ikke en tone er sat forkert, uden det er meningen. Forestillingen er stram og stringent, ja måske ligefrem optimeret og selv når der er “uro i systemet” foregår det på en præcis og underspillet måde. Indimellem køres et tæppe med et firkantet hul i midten, ned foran de medvirkende. Det er smørhullet, hvor vi alle skal have det godt, optimeres på bedste vis og også gerne sørge for at vise frem for alverden, at vi optimerer. Men hvad hvis vi gerne vil stå af? Stå af ræset, livet – kan man det? Nok ikke, vi er på en eller anden måde alle i transit og så må man jo finde en anden måde at være i det på.

Når man kan nyde Morten Raahede Brovns imponerende sangteknik i en sjælet udgave af Nephews: “Hjertestarter”, så er det pludselig ikke så svært at være i det. Det samme gør sig gældende I: “Døden Death Der Tod”, der forkæler os med vidunderligt skæve klange der kan gøre den bedste korleder glad i ørerne.

Dorte Holbeks scenografi med et bagtæppe af brede elastikbånd, bidrager til den stringente vibe, som forestillingen emmer af. Den spiller lige ind i det stilistiske univers og giver flotte visuelle bidrag til tematikkerne. Det er simpelt og kompliceret på samme tid og enormt virkningsfuldt.

Karin Bang Heinemeier slæber med at få klaveret på plads, så hun kan synge: “Sånt är livet”. Det er morsomt, for ovenpå klaveret sidder resten af ensemblet og kører på fribillet, imens Heinemeier knap nok kan skubbe klaveret uden selv at stå vandret henover gulvet. Heinemeier sender bebrejdende blikke udover de publikummer der formaster sig til at le af det groteske optrin. Til slut finder alle dog hinanden og leverer en festlig udgave af sangen, selvom Heinemeier helt tydeligt foretrak en anden version til at starte med.

Forhold bliver også sat under kærlig behandling, hele 2 gange endda og her er det blandt andet morsomt at observere hvordan Jens Gotthelf og Morten Raahede Brovn overtager hinandens positioner på klassisk vis, i et skænderi der handler om alting og ingenting.

Jolly Weltschmerz! er stadig en fremragende musikalsk forestilling, der især er for dem, der sætter pris på musikalitet og kan høre, at det de medvirkende præsterer, er svært og kompliceret og bliver udført med en virtuositet der tager pusten fra en. Det er storartet underholdning med mere på hjerte end blot at sælge billetter. Derfor vil jeg anbefale netop at sikre en billet med det samme og opleve denne musikalske gavebod før det er for sent.

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om Jolly Weltschmerz her.

Jeg anmeldte også forestillingen sidste år og den anmeldelse kan du læse her.

📸: Dennis Westerberg

Inviteret