Lazarus

⭐️⭐️⭐️⭐️

’Det her er en meget syret oplevelse og jeg fatter ikke hvad der foregår’, er det eneste der går igennem hovedet på mig i de første 15-30 minutter af David Bowies musicalforestilling: ‘Lazarus’, der spiller i skuespilhuset på Det Kongelige Teater lige nu. Musicalen havde premiere kort inden Bowies død i 2016 og spillede i sidste sæson for fulde huse og med bragende gode anmeldelser i Århus. Nu kan man altså se den på Skuespilhusets store scene, dog med et helt andet cast.

På scenen ligger Thomas Newton spille af Laus Høybye, i et spraglet jakkesæt, krøllet sammen i en stol. På hovedet sidder en markant rød paryk og omkring ham danser hvidklædte mennesker trippende imellem adskillige ginflasker, som der i øvrigt drikkes lystigt af forestillingen igennem. Efterhånden får de hvidklædte selskab af andre kulørte figurer. Valentine, med knaldrødt hår og to hårknolde der minder mistænkeligt meget om djævlehorn. Han har også en forkærlighed for at skære halsen over på folk, stikke folk i ryggen og generelt at få folk til at dø. Her er teenagepiger med gigantiske rottehaler, der er evigt ledsagende og danner ekko af alt hvad der foregår. Og en lille hvid engel (eller et genfærd?) spillet naivt og skrøbeligt af Sofie Topp-Duus, der måske, måske ikke er kommet for at hjælpe Thomas Newton tilbage til den planet han er kommet fra.

Det står aldrig helt klart om vi befinder os mest i Newtons hoved og er vidne til en gradvis opløsning af et sygt menneskes sind, eller om historien om rumvæsenet der er faldet ned på jorden og hverken kan dø, eller komme tilbage til sin egen planet, skal tages for gode varer. Hvis man kender lidt til Bowie, er det første nok mest sandsynligt. Jeg forestiller mig, at skizofrene mennesker, der hallucinerer kan opleve en lignende syret virkelighed og har i mit arbejde også oplevet samme apati hos dem, som Newton så tydeligt udstråler fra scenen.

Det mærkværdige univers understøttes af en flot og grafisk scenografi lavet af Christian Albrechtsen, der også står bag de i øjnefaldende kostumer. Scenografien ændrer sig konstant og kan hele tiden blive til noget andet og nyt. Store firkanter sænkes ned fra loftet og gigantiske spejlkabinetter, der også bruges til at reflektere lys, kan vendes så de ligner de tremmer, Newtons sind udgør.

Desværre lyder det hele lidt falsk i starten, særligt i kordelen og det er ærgerligt, for der går et stykke tid inden jeg er fanget ind i forestillingens præmis. Til gengæld tager hele ensemblet revanche med Laus Høyby i spidsen, stærkt bakket op af særligt Kristian Rossen, der synger diabolsk og selvsikkert som Valentine. Ikke at forglemme sødmefulde Sofie Topp-Duus og Johanne Louise Schmidt der i hver sin ende af spektret lader os vide, at de også kan synge.

Jeg er i forvejen ikke stor Bowie fan, og det spænder måske lidt ben for mig i denne forestilling. Jeg ender dog alligevel med at hengive mig til forestillingen og flyde med galskaben. Det er i dén grad en oplevelse hvor man gør sig bedst i at give slip og overgive sig. Forsøger man at finde mening med det hele, går man galt i byen.

Forestillingen kan anbefales til alle Bowie fans eller til alle der ønsker at drømme sig kortvarigt ind i en meget syret og udfordrende verden.

Læs mere om Lazarus her.

Foto: Emilia Therese