‘Præsten og Åndemaneren’ og ‘Udsigt’

⭐⭐⭐⭐
Jeg indvier kulturens genåbning med endnu en (to faktisk!) forestilling under k:select på det Kongelige Teater. Sidst jeg var her i den forbindelse, oplevede jeg storartet og uhøjtidelig dans forbundet til mig selv via en en fingersensor. Denne gang skal jeg opleve noget ganske andet.
Hanne Trap Friis har sammen med Makka Kleist sat fokus på Grønland. Det handler om kolonialismens katastrofale effekter på Grønlandsk kultur, både i den spæde begyndelse af kolonialiseringen med Hans Egede som udgangspunkt, og under urbaniseringen, hvor man tvang indfødte Grønlændere fra deres små bygder, til sjælløse betonblokke i større byer.
I første halvdel af programmet: ‘Sjælen og Åndemaneren’, følger vi den norske præsts møde med en åndemaner og den Grønlandske forståelse af livet. En forståelse der er særdeles anderledes end de kulturelle og normative værdier præsten er repræsentant for. Det er både tankevækkende og morsomt, når den Grønlandske åndemaner griner og ryster på hovedet af den fremmedes nye tanker og ideer. Grøfterne er dybe, selvom der også findes punkter hvor de finder fælles fodslag.
På scenen står Makka Kleist som åndemaneren og Svenn Syrin som den norske præst. Bakket op af særdeles sparsom scenografi, får de to skuespillere forestillingen til at lykkes på en fin og underfundig måde, der byder på meget humor og latter undervejs. Det er tankevækkende både i forhold til den Grønlandske befolkning, men også i forhold til hvad der er foregået i mange andre danske kolonier. Det står klart hvor stort et overgreb mod Grønlandsk kultur der blev begået og vedligeholdt igennem flere århundreder.
I anden halvdel af programmet, står Makka Kleist alene på scenen i monologen: ‘Udsigt’, med udgangspunkt i urbaniseringen af Grønland og tvangsforflytning fra bygder til betonkasser i byerne. Kvinden i ‘Udsigt’, mindes sin mand og deres slædehunde. Særligt slædehunden Gali, som de blev nødt til at tage livet af ved flytningen til byen. Men alt er ikke så ondt at det ikke er godt for noget, for i betonblokkene, skal man bare trykke på en knap, så kommer der lys, varme og rent tøj. At man så må døje med dårlig lydisolering og fordrukne naboer, er en anden ting.
Igen sættes der fokus på det kæmpe overgreb der er begået mod den oprindelige befolkning i Grønland, og det er svært ikke at gå fra salen uden at skamme sig lidt. Makka Kleist er erfaren og har et godt tag i publikum i denne afdeling, der også kun understøttes af ganske sparsom scenografi.
Det er to små forestillinger, som man absolut skal under sig selv, særligt hvis man interesserer sig for Grønland og kolonihistorie. God fornøjelse!
Du kan læse mere om Teater Freeze Productions her.
📸: Teater Freeze Productions
Ingen kommentarer endnu