Tell me about it - Crazy Christmas Cabaret

Heroin

⭐️⭐️⭐️⭐️

Den her forestilling har jeg allerede anmeldt én gang og sidst gjorde den indtryk, så da jeg fik en pæn invitation om at anmelde den igen, betænkte jeg mig ikke længe, før jeg takkede ja til et gensyn.

Heroin er det mest vanedannende narkotikum der findes. Det er med god grund, at forestillingen netop har fået dette navn, for historien om de to mænd Markus og Martin, der forelsker sig med en passion og et begær der er skyhøjt, illustrerer hvor godt og ondt det kan føles, når den man elsker, bare ikke er god for én, men man alligevel ikke formår at gå fra hinanden.

De mødes lidt tilfældigt, ligner måske begge to nogen, der kunne være på stoffer og i en flot sekvens, med front mod publikum, hvor der tændes og slukkes for cigaretter og udveksles tyggegummi, danner de to mænd det første bånd med hinanden. Et bånd, der efterfølgende skal være meget svært at bryde. Men Markus er ikke god til at være monogam og Martin vil gerne have børn, noget Markus er helt afklaret med, at han i hvert fald ikke skal have. Så hvad gør man, når man så frygtelig gerne vil være sammen, men ikke helt kan?

På scenen står Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen. De leverer et udsøgt samspil, hvor Magnus Iuel Bergs replikker leveres som små kugler skudt fra en pistol, der bliver pareret og sendt tilbage med lige så stor præcision. Det fysiske begær, som der ikke lægges fingre imellem med (de knalder – meget!), er et stærkt virkemiddel, der kan være grænseoverskridende. Men det er også et udtryk for den længsel de har efter hinanden, især når det ikke går godt. Forestillingen veksler mellem længere spillescener og korte tableauer der giver os en dybere forståelse af skæringspunkterne i forholdet mellem de to mænd.

Det lille rum på Får302 er dæmpet belyst og på gulvet ligger sorte småsten. Det er et råt rum, som scenograf Nina Helledie har designet. Efterhånden som forestillingen skrider frem, klistrer de små sten fast på skuespillerne, ligesom Markus og Martin går i symbiose. De smitter af på hinanden, selv når de ikke vil det og når Markus ifører sig en drivvåd t-shirt, varer det ikke længe, før Martin også er gennemblødt.

Heroin leverer en spændende og medrivende historie om hvordan romantiske forhold kan være både smukke og ødelæggende, og gør det med en intensitet og insisteren der er frygtløs og nødvendig. Nogle steder bliver scenerne lige til den lange side og visse sekvenser trækkes meget langt ud. På den anden side skal forestillingen have stor ros for at fortælle en kærlighedshistorie om to mænd uden at fokusere på deres seksualitet.

Forestillingen fungerer rigtig godt og kan varmt anbefales til alle der interesserer sig for problematiske og dysfunktionelle dynamikker imellem mennesker. Se den, hvis du interesserer dig for mennesker, se den med din partner eller en kammerat. Dyk ned i dit eget forhold. Er det Heroin?

Læs mere om Heroin her.

Foto: Emilia Therese

Inviteret/Reklame

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tell me about it - Crazy Christmas Cabaret