Askepot- The Musical

Det er ingen hemmelighed, at jeg tidligere har kritiseret Lion Musicals (og flere af de andre store kommercielle kompagnier), for at mangle ambitioner på dansk musicals vegne. Den kritik vil jeg nu, helt officielt, tage tilbage, for med musicalen Askepot, melder Lion Musicals sig ind i klubben af dem, der tør. Dem der tør tænke nyt, prøve nyt, og dermed også løbe risikoen for at fejle. Men de fejler langt fra denne gang. Hvilket storartet resultat der er kommet ud af anstrengelserne.

Askepot – The Musical har længe været slået stort op, og de små musikbidder der var tilgængelige, har både jeg og min 8-årige ledsager, lyttet grundigt og virkelig mange gange til. Da albummet med musik fra forestillingen kom nogle dage før premieren, slugte jeg det råt. På musiksiden var jeg vild med det hele på forhånd. Rasmus Seebach er hitmageren bag musikken, sammen med sine faste partnere Ankerstjerne og Andreas Sommer. De Seebach´ske kendetegn er over det hele. Her er virkelig mange ord hurtigt efter hinanden og her er ikke særligt mange synkoperinger. Alle starttoner ligger på og-slaget. Det er vildt iørefaldende og poppet, men bevæger sig alligevel i mange genrer. Således har vi både tango, pop-rock, tysker dakkedak (vidunderligt!) og ballader. Lytter man nærmere efter finder man et andet lag. Et lag med kærlige hilsener og parafraseringer. Noget er mere åbenlyst end andet. Mor(d) på dansegulvet er selvfølgelig bygget på Sophie Ellis Baxters Murder on the dancefloor, men sangen indeholder også nogle særdeles begavede ordspil på Ingen kære mor og mord på dansegulvet. Stig Rossen får lov at synge om rock og rul, og et sted er Disco Tango flettet ind. Johanne Milland afleverer et kærligt nik til Ray Dee Oh´s Jeg vil la lyset brænde, mens Christopher Rørmose sender et vink med en vognstang til Lady Gagas Bad Romance. Jeg håber ikke det er sidste gang Seebach og co skriver musicalmusik, for jeg er vild med den omhu der er lagt i det, og jeg lytter fortsat løs.

På scenen har skuespillerne fået Line Knutzons vidunderlige ord at lege med og det har blandt andet gjort Johanne Millands forsagte Ella/Askepot til en virkelig morsom karakter med den kant, der skal til for at finde sig selv til sidst. Settingen i modebranchen er måske nok klichéfyldt, det er det klassiske coming-of-age drama også, men klicheer kan mer´ hvis man ved hvad man bruger dem til, og hendes forsøg på at leve op til en umulig Askepotstandard, med eller uden mus og sangfugle er særdeles charmerende. Det gør heller ikke noget, at hun synger som en engel og har helt styr på hele registret. Pelle Emil Hebsgaard viser endnu en gang sit værdi udi komikken, som designeren/den gode fe, hvis hovedbeklædning bliver højere og højere hver gang han kommer væltende ud af et nyt skab. Hebsgaard er absolut forestilingens morsomme højdepunkt og selvom han var god i Moulin Rouge, så får han, i denne forestilling, også lov til at rulle sig ud vokalt. Mens han forsøger at lede Ella gennem eventyret, bliver Christopher Rørmose, som prinsen, iscenesat af sin far (Stig Rossen), således at alle unge piger i kongeriget vil med til hans fest, selvom han hellere selv vil spille skak med sin tjener. Rossen selv, er en lidt træt, ældre konge, hvis pegetå vokser og giver problemer, og sammen med et højlydt kukur, ønsker han ikke andet end at gå på pension. Dog er han skarpt forfulgt af den onde stedmoder – Caroline Henderson – hvis ondskabslatter kan skræmme selv den mest inkarnerede Cruella de Ville. Hun flankeres af de to stedsøstre Kirstine Moses og Maja Glenber, der må sande, at den perfekte verden ikke findes – så hug hug den hæl! Rasmus Brohave gør en hæderlig debut på teaterscenen og kan tilmed synge – så godt at min ledsager havde lidt svært ved at forstå, at han faktisk ikke er sanger i det virkelige liv.

Forestillingen brager derudaf med en vidunderlig energi og det hele foregår i en velfungerende og rå scenografi af allestedsnærværende Benjamin La Cour, der også visuelt gøre forestillingen til en fornøjelse. Man er ikke i tvivl om instruktør Thomas Agerholms erfaring og værd som en interessant musicaliscenesætter.

Lion Musicals´ moderne fortolkning af Askepot, er særdeles vellykket som et nyt og moderne tag på den klassiske historie, for hvad skal man egentlig med en prins, hvis han hverken kan huske ens ansigt eller stemme, men må prøve sko på alle unge piger i hele kongeriget for at finde den pige han angiveligt er dybt forelsket i? Ægte kærlighed? Nok ikke. Løsningen er at tage ejerskab over sin egen historie. Det gør Ella – og hvilken historie der er kommet ud af det!

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Morten Rygaard

Inviteret