Oh, Josephine

“Josephine Baker, er så skidelækker, når hun står og vrikker på et lokumsbræt.” Jeg må med skam indrømme, at sådan begynder den børnesang, der er min eneste kilde til oplysning om Josephine Baker. Det, og så et billede af en halvnøgen kvinde, med et skørt af bananer spændt om livet. At hun også var en væsentlig del af den franske modstandsbevægelse, en kvindeforkæmper, en forkæmper for sortes rettigheder og en formidabel jazzsangerinde, er alle ting der overrasker mig, i den time og et kvarter, som Teatergrad og Det Flydende Teater bruger på at fortælle en helt anden historie om Josephine Baker, i sommerforestillingen: “Oh, Josephine”.

Under en truende grå, men stadig tør, åben himmel på Sophienholm slot, byder Teatergrad udenfor. På en scene i den lille indsø, står Nikolaj Heiselberg Traps scenografi klar. Opbygget af røde kasser med trin, der kan bruges i adskillige konfigurationer, tager forestillingen sin begyndelse. Kridt, der sprøjtes på underlaget, fortæller os hvilken tid vi befinder os i. Vi starter i 1918 og slutter i 1950´erne. En tumultarisk tid, hvor der på mange måder kan drages paralleller til nutidens strømninger.

Thomas Markmann har forfattet manuskriptet, der udover Josephine Baker også byder på adskillige af datidens andre danske store kulturpersonligheder. I en lind strøm, møder vi Agnes Henningsen, Gerda Wegener, Poul Henningsen, Lulu Ziegler, Leo Mathiesen, Kaj Munk, Carl Nielsen og mange flere.

I denne smeltedigel af nytænkning, der dog også møder indædt modstand fra den kristne modfront, inviterer indehaveren af natklubben Adlon, Josephine Baker på besøg. Hun skal snart blive et trækplaster, men hun kommer også med egne meninger og holdninger og er på ingen måder til at skræmme eller påvirke, da det for alvor brænder på. Selvom hun stiller store krav til sine omgivelser og kritiserer de gode intentioner, må hun til sidst sande, at hun også falder for sine egne idealer. Ingen er ufejlbarlige.

Marie Louise Von Bülow har komponeret smukke, tidstypiske, men nye, jazzsange til forestillingen, og optræder selv som Lulu Ziegler, mens det nye talent Malou Takibo, som Josephine Baker, imponerer med sin jazzede, luftige klang, men også med sine evner udi i skuespillets kunst. Hun er flankeret af Rolf Hansen, der som den omskiftelige og oppertunistiske og tiltagende alkoholiserede natklubsejer a´la Cabaret, bliver mere og mere nervøs, mens Josephine Baker virker til at blive mere og mere rolig og urokkelig, som handlingen skrider frem. Luise Kirsten Skov har den, lidt svære og utaknemmelige, opgave at gestalte alle de forskellige kulturpersonligheder der i ét væk besøger Adlon. De bliver uværgerligt lidt karikerede og uden rigtig dramatisk kød på, men det er ikke Skovs skyld. Hans Find Møller akkompagnerer på blæs og tangenter og vækker latter, særligt som Leo Mathiesen, der hverken kan eller vil gøres tavs.

Teatergrad har valgt en særdeles spændende kvinde at portrættere og jeg tænker flere gange undervejs: “Hvorfor har ingen fortalt denne historie før? ”Oh, Josephine” er et overrumplende personportræt hvor man, til forskel fra en anden portrætforestilling jeg så for nyligt, har valgt et dramatisk anker og er gået med det på en måde, der giver mening og føres op til en forrygende opsang til nutidens vægelsindende frikadelledanskere, der ikke skal have klinket for meget. Det er også en hyldest til kunsten og tankens frihed, der sjældent er værdsat i sin samtid. Pelle Kanns instruktion har et formål og selvom samtidspersonerne nærmest bliver skitserede, så ved vi hvor vi skal hen. Det hele er ledsaget af lækker, nykomponeret jazz, hvor man især må byde Malou Takibo velkommen på scenen og lad os håbe vi hører meget mere til hende!

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Per Morten Abrahamsen

Inviteret