Musicalen Margrethe

Det kan forekomme som et umuligt projekt at skrive en musical om en siddende regent. Jeg skal gerne indrømme, at jeg var skeptisk fra start. Forbeholdene var mange – kunne d´herrer Høg, Aagaard og Svanekier, finde ud af at være kritiske? Hvordan ville de vælge i den kæmpe mængde materiale, der er tilgængelig?. Og hvad sker der egentlig når Dronning Margrethe pludselig bryder ud i sang?

Det er en stort anlagt premiere jeg indfinder mig til på Det Kongelige Teaters gamle scene, sammen med min kongehuskyndige svigerfar. Og hvilket bedre sted til en sådan musical, end det hus, som Dronningen selv holder af at komme i. Hun var dog ikke at finde i logen i aften, der stod tom hen, selvom de fleste publikummer nok skævede derop undervejs.

Det ér en mastodontisk opgave at skrive en historie der dækker Dronningens liv. Dramaturgisk løser forfatterne den opgave ved at lade 4 Margrether, (barn, ung, voksen og ældre), være til stede samtidig. På den måde kan vi bevæge os imellem tidsperioder og der bliver løsnet lidt op for den kronologiske kedsommelighed. Samlende er den ældre Margrethe, spillet helt formidabelt af Ulla Henningsen, der undervejs besøger sig selv i fortiden og fører samtaler med sine tidligere jegér. De er alle til stede i den ældre Margrethe og den følelse kan de fleste vel genkende, at man findes i flere tider, i sig selv.

Ulla Henningsen er uden tvivl forestillingens højdepunkt. Med en imponerende fysik og knastør repliklevering, som er meget let genkendelig fra adskillige interviews med regenten selv, ligner hun i krops- og stemmeføring Margrethe i en sådan grad, at jeg undervejs skal minde mig selv om, at det ikke faktisk ér hendes Majestæt Dronningen, der står deroppe på scenen og synger. De 3 andre Margrether gør det også godt. Barnet Daisy, på åbningsaftenen spillet med stor charme og sikker stemme, af Lily Hanskov Aginsky. Emilie Groth som den unge Margrethe, fremviser ynde og lethed og en stor og flot stemme med en fylde, som manglede i hendes randregister som Maria i West Side Story, tidligere på året. Xania Lach Nielsen har god dramatisk tyngde som den modne Margrethe, der skal balancere pligt og privatliv og demonstrerer atter sin imponerende stemmekontrol. I det hele taget gode stemmer hele vejen rundt.

På herresiden imponerer Søren Bech Madsen som Henris bekymrede far, med sin fantastisk runde basbaryton. Sebastian Harris er den unge Henri, der naivt indlader sig med kronprinsessen til Danmark. Velsyngende og charmerende, tekstmæssigt med en lille hilsen til Chess med følgende strofe: “Mit hjem er der hvor hjertet slår”. Morten Lützhøft er den mere desillusionerede Henri, der mærker tyngden af den titel han ikke har, mens Peter Schrøder synger om “La Joie de Vivre”, mens livet rinder, i stadig højere grad, ud af ham. Kristian Boland er mere velsyngende end nogensinde, som Christain IX, selvom hans stående requiem bliver en anelse mærkværdigt. Men det er ikke Bolands skyld.

Med det store 18mands orkester, bydes der på storladne kompositioner, men også mere oplagte ørehængere. Jeg falder pladask for den Daisy, der rebelsk har mod på verden, men også velsungne ensemblenumrene med flotte vokalarrangementer af Christian Berg, der både skurrer godt med skæve klange men også hæver sig op i det svulstige. Især nummeret: “45%” er overbevisende og også et morsomt tidsbillede på det politiske landskab i tiden omkring den grundlovsændring, der førte til, at Margrethe blev tronfølger.

Det er første gang jeg har følt mig skuffet over en scenografi af Benjamin La Cour, der dog også kun er krediteret som ophavsmand til “originalt scenografisk koncept” i programmet. Hvad det dækker over er svært at vide, men det kunne måske antyde at man har måtte lave en del om i scenografien. Den består af store setstykker af grønne, officielt udseeende vægge, med høje paneler, der kan flyttes rundt og danne snart sagt hvad som helst. Scenografien fremstår tung og dæmpende på hele opsætningen.

Alt er sådan set i orden, musikken lyder godt, det hele kører velsmurt, skuespillerne synger og danser og der kan ikke sættes en finger på noget. Forestillingen er velpoleret. Og så alligevel. Alligevel føles den meget lang og forudsigelig og også ret tandløs. Det er ikke fordi forfatterne ikke også har taget livtag med konfliktstoffet. Livet med Prins Henrik, der aldrig fandt sig til rette i Danmark, portrætteres nærmest brutalt, i hvert fald over for Henrik, og det svære forhold til Dronningens børn, er også med. Men ingen steder har forfatterne givet sig ud i at fabulere, endsige vælge et dramatisk anker at kredse om. Man har taget alt for meget med og det taber forestillingen på. Der fremgår ikke klart hvad forfatterne vil med denne forestilling – hvorfor vi skal se den. Alt hvad vi præsenteres for, er gammelkendte facts, som man kan opsøge mange andre steder. Dramatiseret, jovist, men alligevel. Her er ingen overraskende nyheder og derfor bliver forestillingen både lang og lidt kedelig. I hver fald med undertegnedes øjne.

Forestillingen er velsmurt, særdeles velsunget og veludført og på mange måder løst på en smart og spændende måde. Den er bare også lidt lang og tenderende til det kedelige og lider af et trættende mangel på dramatisk fokus, der får forestillingen til at fremstå som en dokumentar på teaterform. Ulla Henningsen er et absolut scoop og overalt hører man flotte stemmer i spændende arrangementer. Ingen tvivl om, at dette vil blive en triumf for Rønnow Musicals. I særdeleshed hos ægte royalister, der vil opleve at få et helt særligt indblik bag om scenen i kongehuset. Jeg kvitterer med fire stjerner, én for Lily Hanskov Aginsky, én for Emilie Groth, én for Xenia Lach Nielsen og én kæmpestjerne for Ulla Henningsen.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Camilla Winther

Inviteret