Natasja

Flere gange på premiereaftenen, fylder en distinkt krydret lugt, omgivelserne. Hvor den kommer fra er lidt uklart, men det ligger meget i tråd med aftenens forestilling om rapperen og reggaeartisten Natasja, der endte sit liv alt, alt for tidligt, i en bilulykke på Jamaica. Inden det skete, havde hun vist hele Danmark hvem hun var og at hun både ville og kunne sætte sin egen dagsorden.

Ideen om en musikforestilling med Natasjas musik, kan jeg sagtens forstå. Jeg hører stadig hendes musik jævnligt og forbløffes gang på gang over de ekstremt politisk bevidste og skarpe tekster, som hun nåede at forfatte i sit korte liv. Og det er da også musikken der er i højsædet i aften. Castet rummer kun 2 skuespillere, resten er musikere og dansere. Sammen skaber de en fest, som Operaen vel sjældent har set lige.

Klædt i grønne tracksuits, spilles Natasja af 3 personer; skuespiller Roberta Hilarius Reichardt, rapper Feven Geles og sanger Cisilia Ismailova. Hvor Cisilia klart virker mest usikker på teaterdelen af forestillingen, går det lettere med Natasajs rappe rim, der ubesværet glider hende af tungen. Feven Geles besidder samme kvaliteter, men har også et dramatisk og komisk talent, der udfoldes, særligt som hestepigen i stalden i Klampenborg. Roberta Reichardt får skabt lidt mere dramatisk suspense, så meget som hun nu kan med de utroligt klodsede og ubehjælpelige rimereplikker hun, og resten og holdet, er blevet givet. Tilbage til det senere.

De tre damer bakkes op af Pharfar, der måske ikke er den store skuespiller, men til gengæld får musikken til groove og forplante sig til publikum så man blæses bagover. Trine Appel er den anden skuespiller og kæmper med stereotype roller, men gør en god figur som Natasjas mor, der bekymrer sig om sin datter. Caroline Henderson folder sit smukke svenske sprog ud som popproduceren Benny Popp, der hellere vil have Natasja til at synge pop end reggae

Tre ting gør denne forestilling til en kæmpe succes, selv når man trækker det umanerligt ringe manuskript fra. For det første: Musikken får Operaens tag til at løfte sig, publikum til huje og salen til at koge. For det andet: Danserne Luc Boris André Kouadio, Ibrahim Ukash Flensborg Madsen, Oliver G. Zohore Bergstedt og Suad Demirovic, der alle har været særdeles præsente i denne sæson, får Toniah Pedersens koreografi til at folde sig ud og leve og skaber et show i showet. De gør det fænomenalt! For det tredje: Benjamin La Cour flekser med scenografmusklerne og viser her det han er allerbedst til. De flotte visuals i Sudans nationalfarver lyser scenen op og skaber struktur og mening.

Men elefanten i rummet er og bliver manuskriptet, som Clemens Le Telling står bag. Alle replikker er skrevet på vers og giver skuespillerne en nærmest umulig opgave. At instruktør Nikolaj Cederholm alligevel har fået noget der virker meningsfuldt ud af det, er nærmest et mirakel. Jeg undres over at der ikke er nogen, der på et eller andet tidspunkt i produktionen har sat foden ned og protesteret. Havde men nu ladet Cederholm udføre sin teaterkoncertmagi og helt udeladt historiefortælling og replikker og blot ladet musik og dans tale for sig selv i en dramatisk setting, havde denne forestilling fået topkarakter. Det er selvfølgelig svært når Clemens er medarrangør på hele molevitten, men er man klog, skal man også kende sine begrænsninger.

Alligevel er forestillingen Natasja et sprudlende overflødighedshorn af livsglæde, god energi, musik og dans, og stemningen er så uovertruffen og medrivende, at selv det ringeste manuskript i mands minde, ikke kan trække mere end en enkelt stjerne ned. Har du allerede sikret dig billet, kan du godt begynde at glæde dig og husk at tage danseskoene med til det fedeste musikbrag du kan opleve denne sommer!

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Morten Rygaard

Inviteret