West Side Story

Det er ca 25 år siden jeg sidst så West Side Story, dengang på Det Ny Teater. Det er en af de musicals, der har været med til at skabe en grundlæggende teaterglæde i mig. Og som ca 15-årig betog historien om de to elskende, der ikke måtte få hinanden, mig dybt. Mon ikke jeg var en lille smule teenageforelsket i Peter Jorde, der spillede Tony?

Nu er selvsamme forestilling at finde i Operaen og selvom jeg er 25 år ældre og de dilemmaer og problematikker jeg ser i forestillingen er nogle andre, finder jeg en glæde ved West Side Story, der også handler om forestillingens placering i teaterhistorien. Bernstein har komponeret kompliceret rytmisk musik, der svinger mellem store hits og jazznumre og det lidt mere atonale og kantede. Sammen med tekstforfatter Sondheim og koreograf Jerome Robbins, har de skabt en tidløs forestilling.

Jeg når lige at hviske til min ledsager: “Hvor er orkestret?” – for der er publikumspladser henover orkestergraven. I samme øjeblik åbenbarer orkesteret sig, de stiger op af scenen til fuldt skue for os alle. Musikken er helt central i denne forestilling og orkesteret får den placering de fortjener. Jeg får kuldegysninger og det er ikke sidste gang denne aften jeg får det. Det er svært ikke at synge med. Nogle gør det.

Den moderne “Romeo Og Julie” historie, med referencer til andre af kulturhistoriens store værker, f.eks. La Boheme, indeholder det hele. Kærlighed, humor, drama og dødsens alvor. Søren Torpegaard er en vidunderlig naiv (og ekstremt velsyngende) Tony og Emilie Groth er selve håbet, kærligheden og uskylden og skærer i vores hjerter med sin fine sopran, der ikke fylder så meget, men kan det, den skal. Lucas Toya og Mikkel Hviilsom er inkarnationen af Jets og særligt Hviilsom tager kegler i 2. akt med sin udgave af: “Åh kære betjent Krupke”. Han er lidt mindre poleret i denne forestilling, end jeg har oplevet ham tidligere. Josephine Raahauge, som Anybodys, må ikke være med, fordi hun er kvinde. På Sharksfronten gør især Stanley Bakar som Chino og Luc Boris André Kouadio sig bemærket som Bernardo. Julie Steincke har en god portion farlighed som Anita, men oversynger hendes numre og skiller sig lidt ud fra de andre performere med sin (for) dramatiske stemmeføring.

Operaen har et kæmpe scenerum og jeg har mange gange været særdeles benovet over hvad der kan lade sig gøre derude. Også denne gang. Her er scenografidele, der kører ind og ud mellem hinanden. Der spilles ovenpå og nedenunder, trapper bliver til balkoner og en kæmpe måne danner baggrund for de to elskende. Særligt fint er nummeret: “Der bli´r plads til os”, der synges efter Tony, ved en fejl, har dræbt Bernardo og Tony og Marias kærlighed synes håbløs. Pludselig er hele ensemblet på scenen og synger de fine ord og nummeret løfter sig op til at omhandle, ikke bare Tony og Maria, men alle dem, der nogensinde har haft svært ved at finde deres plads i verden.

Schrank – politiefterforskeren – er med nutidens øjne fuldstændig uacceptabelt racistisk, men det kommer her til at stå i et sjovt og påfaldende lys, for de er jo alle indvandrere. Sharks er fra Puerto Rico og er i sagens natur brune i huden, mens Jets blandt andet er indvandrere fra Polen, men er indehavere af en lysere hudfarve. Det er dog ikke desto mindre tåkrummende når han kalder Puerto Ricanerne for: “fejlfarver” og andre åbentlyst racistiske bemærkninger. Han var blevet lynchet i dagens Danmark.

West Side Story i Operaen, er en pragtfuld opsætning, med et ekstremt velspillende orkester, et ensemble med gejst og retning og med forrygende enkeltpræstationer. Alle der elsker musicals burde se denne forestilling, på grund af musikken, på grund af dansen, på grund af stemningen og bare for at nyde en velfortalt historie, der giver næring til en teaterelskende sjæl.

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om West Side Story og Det Kongelige Teater her.

📸: Miklos Szabo