Elektra

Genkalder du følelsen af teenageoprør? Af ikke at kunne forstå, endsige at have lyst til at forstå din mor? Eller måske følelsen af, som mor til et teenagebarn, ikke at kunne finde vej ind til din genstridige datter, der tydeligvis foragter dig? Den gamle græske tragedie: “Elektra”, originalt af Euripides, men i Anja Behrens udgave på Husets Teater, sat sammen af flere forskellige tekster, til et fortættet kammerspil med vanviddet og desperationen i centrum.

“Her starter historien, hvor alle er ofre!”, erklærer Asta August som en sparsomt klædt Elektra, i starten af forestillingen. Alle er ganske vist ofre, men alle er også bødler, som det skal vise sig. Og vi er da heller ikke mange minutter inde i forestillingen, før tavse Søren Poppel, der som Agamemnon, suspenderet i reb, er sølet ind i blod, sammen med resten af de medvirkende. For Elektras mor, Klytaimnestra, i rutinerede Lotte Andersens skikkelse, har slået sin mand ihjel. Agamemnon har i sin tur, i et forsøg på at vende krigslykken, slået deres anden datter, Ifigenia, ihjel og Elektra ender med at slå sin mor ihjel. Således en fuldendt cirkel. Alle bødler, alle ofre.

Asta August emmer af frustration og sorg, men også af vanvid, til en grad der grænser til det psykotiske. Hun er besat af tanken om at hævne sin far, men skriver sig samtidig ind i rækken af hævngerrige mordere. En ond cirkel, der først kan brydes, når alle er døde. August leverer, med sin spinkle krop, en frygtindgydende og ganske imponerende præstation, med et teenageoprør i tiende potens blandet med en god portion vanvid og dysfunktionalitet. Godt flankeret af Lotte Andersen som Klytaimnestra, der vitterligt prøver at nå sin datter, men har tabt længe før hun går igang. Lotte Andersen giver os fine nuancer, både som gulklædt morderske, men også som sårbar mor, der ikke forstår sin datter. Og så er der Søren Poppel, der som et tavst, omvandrende mareridt giver os en Agamemnon, der både kaster lys og skygge over sin familie.

Det store spejl, der er placeret midt på scenen, afgiver lige så mange refraktioner, som der er fragmenterede føleleser på spil, men giver os også mulighed for at se skuespillerne fra forskellige vinkler. På siderne hænger iturevne, gennemsigtige stykker stof, der blafrer i vinden. Scenograf Christian Albrechtesen skabet et, på en gang fortættet og drømmeagtigt svævende rum. Elektra tager til sidst plads foran sin harniskklædte far, der spreder skarpt lys over os alle med sin imponerende beklædning, mens han samtidig kaster skygge over Elektra. Én morder foran den anden.

Elektra på Husets Teater, er et fantastisk velspillet og veludført fortættet kammerspil, der tager os ned i hævnens emotionelle vanvid, men samtidig sætter relationen mellem teenager og forælder på spil. Visuelt stærk med få, men slagkraftige virkemidler og en skarp tekst, der sætter konflikten på spidsen og bringer den ældgamle tragedie lige ind i vores egen virkelighed. Bravo!

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om Elektra her.

📸: Emilia Therese

---