Lillith – Verdens Første Kvinde

Det er ikke lang tid siden jeg første gange blev introduceret til myten om Lillith – Adams første kone. Myten kommer af en fortolkning af 1. Mosebogs to første kapitler, der kan forstås på den måde, at Gud først skabte manden og kvinden og derefter skabte en ny kvinde. Men hvad blev der af den første kvinde? I myten hedder hun Lillith og blev fordrevet af Paradiset og gjort til en fæl dæmon, da hun gerne ville stilles lige med Adam. Således har myten om Lillith igennem historien været et symbol på det djævelske hunkøn, men er i nyere tid også blevet et symbol for feminismen.

Med denne myte som bagtæppe, er der lagt i kakkelovnen til en gedigen revselse af patriarkatet. Livingstones Kabinet, med Pete Livingstone i front, flankeret af Amia Miang og Kristina Sørensen Ougaard, byder på en syret rejse i et lige så syret univers. De to kvinder, iklædt unibrow og høje hæle, vimser det meste af forestillingen rundt bag Pete Livingstone, der fremsiger tekster fra patriarkalske populærkulturelle sange, på sin helt egen Pete Livingstone måde. De flytter på scenografi, spiller på marimba, vugger op og ned og iklæder sig mere og mere behårede kropsattrapper.

Scenograf Dorte Holbek har lyst bagvæggen op med: “Lillith”, i røde neonbogstaver, der giver mindelser om en stripklub. Netop denne fornemmelse forstærkes da også af de to podier, som kvinderne sidder og vugger op og ned på en stor del af forestillingen. Langs siderne hænger alskens hårede beklædningsgenstande, der påføres stykke for stykke.

Men det er som om forestillingen aldrig rigtigt kommer i gang. Den bevæger sig nærmest i ring, i det samme konstante, fodslæbende, monotone tempo, der flere gange får mig til at skrive: “gab” i mine notater. Bortset fra et enkelt lille intermezzo er her ingen temposkift, ikke noget der nærmer sig et klimaks og jeg har, fra bunden af mit hjerte, svært ved at forstå hvad det egentlig handler om. Jeg forstår intentionen og ser potentialet i at bruge myten om Lillith. Det er bare på ingen måde forløst i Nina Kareis iscenesættelse.

Livingstones Kabinet rammer skævt i fortællingen om Lillith og formår hverken at give os nye perspektiver på feminisme eller patriarkatet. Hvad de egentlig vil, står ikke klart og irritationen over tempoet og monotonien er til at tage at føle på, da jeg rejser mig fra sædet i Bådteatrets bug. Dæmonien forbliver påfaldende fraværende i fortællingen om dæmonen Lillith, men man kan jo håbe, at hun fra sit skjul, sender lidt dæmonisk energi i Bådteatrets og Livingstones Kabinets retning. De kunne godt trænge til det.

⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Miklos Szabo

Inviteret