Charles Tante

Hvem har ikke nydt Dirch Passer i grøn kjole og høj paryk og ikke mindst nydt de utroligt mange forviklinger i den elskede folkekomedie Charles Tante? Jeg har i hvert fald set filmen mere end 1 gang. Den hører til blandt de mere muntre og mens Dirch Passer var flankeret af Ove Sprogø og Ebbe Langberg, så byder Fredericia Musicalteater op til Star Wars samba med en sprudlende Lars Mølsted, som den altoverskyggende Ditlev/Charles Tante/Donna Lucia D´alva Dorez.

Forviklingerne er mange og indebærer blandt andet ungdommelig forelskelse, ritmetsre der er ved at gå konkurs, tanter der spiser svineører i Brazilien, en ronkedor af en onkel, et langt kys i et tog og to yndige piger, der måske/måske ikke vil giftes. Der bliver rørt rundt i pærevællingen i ét væk, indtil det hele ender lykkeligt – naturligvis.

Det er Mads Æbeløe Nielsen, Nikolaj Tarp, Rob Hartmann og Claus Reenberg der har skrevet og komponeret musicalen, med udgangspunkt i filmmanuskriptet fra 1959. Mange af de mindeværdige optrin fra filmen er bevaret, særligt de rappe sproglige forviklinger. Andre ting er digtet lidt om. Blandt andet mener de fire herrer selv, at de har givet kvindesynet en opdatering. Dette er gjort ved at lade de to attråværdige unge kvinder, Lone og Laura, være mere udspekulerede og fjerne fokus fra ægteskab, samt at lade den skønne Henriette fra alpetoget, få noget gedigen kant, i en regelret vredessang mod manden fra toget (Ditlev), der lovede at skrive til hende, men aldrig gjorde det.

Der er dog alligevel noget påklistret over denne “opdatering”. Som om man har gjort det fordi man skulle og blev nødt til at opdatere den oprindelige version, der trods alt på ingen måde, kan sættes op i 2023. Kvinderne er fortsat pjattede og kvidrende og yndige og lidt dumme og uden det store indre følelsesliv, der forbeholdes mændene, særligt Ditlev, der nærmest fremstår deprimeret, i hvert fald i starten. Det falder mig for brystet, at det er 4 mænd der har “opdateret” kvindesynet. Scenen på stranden, hvor Ditlev, aka Charles Tante, sniger sig til at belure de to kvinder, mens de klæder om til badetøj, er bevaret som en helt naturlig ting og Søren Bech-Madsen får lov til at synge om kvinder, der er som cigarer og skal have bløde former og ellers være en fornøjelse for mænd. Bevares, handlingen foregår i en anden tid, men det skurrer mildest talt i mine ører. Havde Bech-Madsens, ellers velsungne, sang været en enlig svale, der stod i skarp kontrast til resten, havde sagen været en anden. Men det er det desværre ikke.

Hvad er så godt? Det er ganske meget. Heldigvis, for ellers havde det da været en hel elendig oplevelse. Scenografien af Jonas Vestergaard, er holdt i grønne nuancer, nuancer der matcher Charles Tantes kjole. Den byder desuden på et væld af detaljer, suppleret med et fint, dynamisk videobagtæppe på de store LEDskærme. Særligt scenerne i labyrinten af hække, er morsomme og ganske fikst løst.

Musikken lyder som musical. Man er virkelig lykkes med at komponere musik, der har stor musicallyd og man er endda lykkes med at flette nogle nordiske mol-akkorder ind hist og pist. Det giver et skandinavisk udtryk. Ensemblet er velsyngende og de to relativt nye musiclperfomere, der flankerer Mølsted, Magnus Bruno og Mikkel Emil Lynge Nielsen giver fint modspil som de priviligerede unge mænd, der studerer sammen med Ditlev i Hovedstaden. Søren Bech-Madsen er aldrig dårlig, selvom den misogyne onkel, Ludvig Lohmann, der ideligt råber på “Donna Luciiiiiiaaaaa”, er en utaknemmelig rolle. Michael Hasselflug vil ofre sig for økonomien, men ender med kærligheden, som ritmester Frederik Ahlevig. Kim Brandt er utroligt morsom som den overkørte og trætte midtsjællandske butler Olufsen, der drømmer om fred til at drikke en kop the.

Lidt mere sløjt står det til på kvindesiden, hvor der mangler en stor håndfuld nuancer. Kathrine Lemmeke Madsen debuterer som Henriette, der vel nok er den mest interessante kvinderolle i denne forestilling, mens Marie Louise Hansen og Karoline Toksvig Gammelgaard som Lone og Laura er yndige at se på, men lige lovligt flade i persontegningen. Maria Skuladottir har, i rollen som Lise/den rigtige Donna Lucia, ikke meget at arbejde med og det mærkes tydeligt.

Forestillingens helt store attraktion, er dog Lars Mølsted, der endnu engang cementerer sit brede talent og sit hårde arbejde. Sidst jeg oplevede ham på en scene hulkede jeg, mens han, som Quasimodo, sang sig langt ind i mit hjerte. Denne gang hulker jeg af grin over alle de optrin som han får viklet sig ind i og som han giver timing, saft og kraft til. Han formår med en præcis komisk timing at få os til at tro på karakteren Charles Tante, samtidig med, at man kan mærke Ditlev, den håbløst forelskede unge mand, indenunder. Lars Mølsted redder forestillingen med skøn grimhed og humor og det bliver aldrig kedeligt at kigge på ham.

Charles Tante på Fredericia Musicalteater, vil begejstre det publikum, der kender og elsker filmen. Selvom forestillingen har nogle gevaldige problemer med kvindesynet, redder ensemblet forestillingen, ved at være velsyngende og særligt Lars Mølsted er et scoop for teatret. Musikken er skøn at lytte til, replikkerne mundrette og komikken i højsædet. Man kan ikke gå andet end fornøjet ud af teatret, der i dette tilfælde mest er til lyst og underholdning.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Søren Malmose

Inviteret