Celeste

Ditte Menneskebarn

På Vestre Kirkegård i Østre Kapel, som Sydhavn Teater bruger som hovedscene, spiller i øjeblikket Ditte Menneskebarn på forlæg af Martin Andersen Nexø. Instrueret af Mareike Mikat og med kun 2 kvinder på scenen – Mille Marie Dalsgaard Maria Camen Lindegaard. Historien er om den varmblodede, lidt naive Ditte, på samfundets bund, hvor kvinder bruges som avlskvæg, frivilligt eller ej, skal så grueligt meget igennem, inden hun i en meget ung alder, dør.

I den lidt kolde kapelsal, placerer vi os på hver side af scene. Under en kæmpe dynge vasketøj, laser og pjalter, stikker to par ben ud som en forlængelse. Vasketøj hænger på snore langt over os. Det halvbeskidte vasketøj, pjalterne, der bliver sat op og pillet ned og igen og igen, spiller en central rolle som symbol på sliddet og på pjalterne og bliver undervejs brugt som børn, pudseklude, senge og diverse andre rekvisitter. De lever i pjalterne. Pjalterne er dem. Alt er hvidt. Eller lidt gråt og slidt.

Mille Marie Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard deles undervejs om alle roller. De er begge Ditte, men også alle de andre roller, og med meget præcis fysik genkender vi med det samme de forskellige karakterer, selvom der næsten ikke skiftes kostume undervejs. Samspillet mellem de to skuespillere er en fornøjelse at opleve og de glider undervejs sammen, væk fra hinanden, sammen igen. Det er meget smukt. Projiceret op på en skærm af vasketøj anvendes der små understøttende videosekvenser undervejs. Det fungerer fint.

Historien om den stakkels Ditte, der bliver udnyttet og kastet bort af snartsagt alle hun møder, men alligevel bevarer en integritet og et hjerte, får i Sydhavn teates udgave et særdeles poltisk twist. ”Vi kræver retfærdighed for pjalterne”. Blodet spildes i metaforisk forstand ud over os alle sammen. Vi skal alle oppe os og tænke os om. Vi har ikke blot ansvar for eget liv, men også for andres.

Der er meget der fungerer rigtig godt i denne forestilling, særligt af det jeg har nævnt ovenfor. Forestillingen bliver dog en anelse lang på de hårde stolesæder og jeg bliver lidt urolig på min stol hen mod slutningen. Balancegangen mellem Ditte – en kompleks figur, som vi skal engagere os i og de andre, på sine steder, noget karikerede figurer, er en svær balancegang som ikke altid lykkes helt. Der bliver RÅÅÅBT meget. Den komplicerede historie kunne godt have været strammet endnu mere op. Det politiske twist og det særdeles samtidige værdipolitiske indhold i forestillingen er helt rigtigt set, men føles desværre også lidt uforløst.

Forestillingen kan særligt anbefales til kendere af historien og af Martin Andersen-Nexø. Forestillingen kan også anbefales til alle der interesserer sig for skuespilteknik og i særdeleshed præcision, fysik og samspil. Og så er det en oplevelse værd i sig selv, at se kapellet og gå hjem gennem kirkegården i mørke.

Du kan læse mere om forestillingen her.

Inviteret og dermed reklame. Anmeldelsen afspejler egne holdninger.

Fotos: Lars Grunwald

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Celeste