En dans på kanten af Friheden

ANIMAL FARM


De ruller sig i muld og mudder på scenen på Betty Nansen i øjeblikket. I bogstaveligste forstand, for Ida Grarups scenografi til Elisa Kragerups iscenesættelse af Orwells ‘Animal Farm’, består af et råt scenerum fyldt med jord, ledsaget af industrielle lysstofrør i loftet. Vi kan lugte mulden. De forreste rækker har fornøjelsen af lejlighedsvist at blive ramt af den og skuespillerne ruller sig i den i en grad, så jeg forestiller mig, at Betty Nansens afløb fra badene i øjeblikket må være udfordrede.

Dyrene overtager magten på den farm hvor de lever og arbejder. De vil noget andet og noget bedre! 4 doktriner opstilles: Alle dyr er lige, ingen dyr må bære tøj, ingen dyr må drikke alkohol og ingen dyr må slå andre dyr ihjel. Herefter skal alt være fryd og gammen. Men magtsygen sætter hurtigt ind og hierakiet med grisene i toppen, anført af den demagogiske Napoleon indfinder sig hurtigt.

Det er ikke til at overse de massive referencer til nutidens samfund og selvom Orwells bog, som forestillingen er baseret på, er udgivet i 1945, så sniger der sig alligevel en hel del nutidsreferencer ind. Tina Gylling får både givet et velrettet spark til Mette Frederiksens: ‘som en sikkerhedsforanstaltning’ og formulerer sig samtidig så tilpas kluntet og vagt at Donald Trump ikke kunne gøre hende kunsten efter.

Forestillingen er så smækfuld af toppræstationer, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. Er det hos den storskrydende feminine og forfængelige Mollie spillet af en forrygende veloplagt Marie Dalsgaard, der også giver den som brovtende gårdejer i en fantastisk opridsning af fjendebilledet? Eller er det sagtmodige og pragmatiske Benjamin, æslet, der i Ena Spottags version både er morsom (‘Jeg er slet ikke et får!’) og rørende. Eller er det Siff Vintersol som mødrenes moder, Clover, på randen af sammenbrud, på randen af oprør, altid tro mod sin mand Boxer (Xenia Noetzelmann), der ender sine dage hos slagteren. (“Det er en dyrlæge, han har bare ikke malet skiltet over endnu!”). Er det medløbende Squeeler (Maria Rich), der går diktatorens ærinde og i bedste politikerstil erklærer: ‘Vi vil det samme du og jeg!” Er det Tina Gyllings overkommandersergent af Napoleon, der opportunistisk griber magten hvor hun kan og ikke står tilbage for at træde andre ned i sølet? Er det Sarah Bobergs Snowball, der forsøger at fremme dyrenes intellektuelle formåen? Og som dyrene vælger fra, da de bliver sat overfor valget mellem fornuft og frygt. Er det Maria Winther Nørgaards forskrækkede får, der stiller spørgsmål ved alt det rigtige, men alligevel ender med snuden i mudderet mens Napoleon forgriber sig på hende? Eller er det Lydmors eminente lydkollage der får mellemgulvet til at vibrere så vi mærker frustrationen og dybden af splittelsen som forestillingen skrider fremad?

Der er noget lidt spøjst ved den verfremdungsagtige metode der er anvendt, hvor karaktererne hele tiden fortæller hvad hinanden siger. “Og så sagde Benjamin….”, samtidig med at publikum inddrages som dyr (Høns, måske?) og den 4. væg opløses. To modsatrettede greb. Men jeg sidder samtidig og bliver så utroligt imponeret af den fysikalitet, der er helt diskret, men som alligevel aldrig lader os i tvivl om, at det vi kigger på, er dyr. Det er den måde hestene står på med sine ben. Det er fårets forvirrende renden rundt og frygtsomme facon. Det er grisenes snude i vejret. Det hele hjulpet godt på vej af kostumer der diskret understreger de forskellige dyrs art.

Undervejs som grebet strammes om gården, bliver det mere og mere umuligt at gøre modoprør, selvom der flere gange er opløb til det. Istedet bliver madrationerne mindre, overvågningen griber om sig og de 4 principper begynder at skride. Da Napoleon mod slutningen stiller sig på balkonen og holder tale, mangler han kun et lille overskæg for at gøre referencen fuldendt. Og der er da også både død og ødelæggelse og totalt opløsning af medmenneskelighed med nedslagtning og ulykke til følge.

Elisa Kragerup og hele holdet på Betty Nansen, har skabt en intens og knugende forestilling, der er hyperaktuel og rammer lige der hvor alle spørgsmålene stilles. Vi bliver rusket og mindet om, at vi absolut hører til den del af verdens befolkning der refereres til, når pragmatiske Benjamin, æslet, træder frem til allersidst og siger: “Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre.”

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om ANIMAL FARM  her.

📸: Camilla Winther

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En dans på kanten af Friheden