Spejlmanden

Hvem bestemmer hvad sandheden er? Er det den der fortæller historien, dem der hører den, eller dem der fortælles om? Hvis empati er den vigtigste egenskab hos mennesket, er der så frit slag på følelsesbarometeret, når vi skal høre fra verdens brændpunkter? Og har vi overhovedet behov for at høre sandheden? Ovenstående spørgsmål diskuterer min ledsager og jeg livligt, da vi forlader Teater V, hvor Mungo Parks: ‘Spejlmanden’ spiller i et par dage. Det gør vi, fordi forestillingen i den grad tager røven på os og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi selv påvirker vores omgivelser og ved, hvis sandhed der er den rigtige og om den overhovedet er vigtig?

Historien er sådan set sandfærdig nok – den tyske, prisbelønnede journalist Claas Relotius, ansat på: ‘Der Spiegel’, blev i 2018 taget i at forfalske de historier han skrev. Ikke bare 1, men 50 ud af de 60 han skrev for bladet. Sandelig ikke et ubetydeligt antal. Først da en kollega får mistanke, udrulles skandalen; en af de største i nyere mediehistorie. Denne historie bliver på scenen forvandlet, til en formidabel diskussion af menneskehedens forhold til sandhed.

I en simpel, men utroligt virksom, scenografi af Marie Moberg, lukkes skuespillerne langsomt inde med deres eget spejlbillede. Titlen: “Spejlmanden”, bliver både en reference til Claas Relotius’ arbejdsplads (Der Spiegel), men så sandelig også til den måde vi hele tiden har behov for at spejle os selv i andre og for at se den sandhed vi gerne vil se.

Sebastian Aagaard-Williams er forrygende som den bedrageriske journalist, der hele tiden skal give historien et lille nøk mere i retning af det sensationsprægede og rørstrømske. Det er så utrolig let at lade sig rive med af det, vi præsenteres for. Hvor vil vi dog gerne forføres. Også Rikke Westi skal nævnes, især for hendes præstation i den sidste del af forestillingen, der får min hjerne til at slå knuder på sig selv og begejstringen til at stige i takt med, at forvirringen er total.

Instruktør og dramatiker, Viktor Tjerneld, løfter problematikken op på et forrygende metaplan, der får mig og resten af publikum op på dupperne i en grad, som jeg aldrig har oplevet før. Forestillingen tager så grotesk en metadrejning, at det er umuligt ikke bare at lade sig rive med og grine af skuespillerne og nyde det spejl, de holder op for os og for hele verden. Det er højaktuelt teater, yderst vellykket, hylende morsomt og helt igennem et must see for alle teaterelskende mennesker. Det her er hvad teatret kan, når det er bedst og forestillingen fortjener lang levetid på de danske scener. Problemstillingen har aldrig været mere aktuel. Hvad selve twistet består i, vil jeg ikke afsløre her, men forestillingen spiller et par dage i oktober på Mungo Park i Allerød og den har altså min allerkraftigste anbefaling. Se den!

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om ‘Spejlmanden’ her.

📸: Rumle Skafte