Svendborg Sommerrevy – Rottefælden

Mikkel Schrøder og Christine Astrid er rykket til Svendborg og har overtaget Svendborg revyen – Rottefælden, efter sigende Danmarks ældste sommerrevy. Revyen er også rykket, nemlig fra spillestedet, der netop hed Rottefælden og lå i bøgeskoven, til Svendborg Teater. Svendborg Teater er et fint gammelt teater, der for nylig er bygget sammen med et kulturhus. 2 balkoner, men alligvel en forholdsvis lille sal. Navnet Rottefælden er bevaret, men meget andet er nyt.

Min ledsager og jeg skulle spise revyanretning inden forestillingens start og derfor ankom vi i god tid. Vi blev lidt overraskede, for der var pakket med mennesker. Hvor vi skulle spise, svævede i det uvisse, men med minimal hjælp fra personalet, fandt vi alligevel vej til bordet med vores navn på. Her blev et par andre mennesker også placeret og vi fik, lidt ufrivilligt, nogle middagspartnere, som det dog hurtigt viste sig, at vi begge havde overraskende meget til fælles med.

Revyen får en stærk start og det går over stok og sten. Scenografien, skabt af Rikke Juellund, giver gedigne sommervibes. Vittigheder og slagfærdige drejninger og pointer kommer som perlerække på en snor og jeg nyder musikaliteten, optrinene og scenografien.

‘Woke me up’ synger Mikkel Schrøder, som en reaktion på de sidste års værdipolitiske opblomstring, for hvor er det er ærgerligt, at vi ikke længere må lave satire om alle de sjove ting og være politisk ukorrekte. Denne filosofi skal vise sig, at slå gedigent fejl i anden akt, men tilbage i første akt, rider jeg fortsat på den ene latterbølge efter den anden. ‘Hvad der før var tørt er nu vådt, og hvad før var vådt er nu tørt’ konstaterer Anne Herdorf lakonisk i en sketch om overgangsalderen. Selvsamme Herdorf overrasker med sin fortsat spændstige stemme, der ikke afslører hendes årti og selvom hun i øvrigt er lidt oppe i årene har hun styr på SoMe lingo i en anden sketch, hvor både alder og sociale medier behandles. “Hvad Gud har sammenføjet, må Inger adskille’, er en fin opsummering af polemikken om Støjbergsagen og i denne sketch, opridses det politiske landskab på morsom vis, ved at lade den ene karakter overtage den anden.

Det er hjertevarmende at mærke den lokale forankring revyen har og vi hører adskillige Svendborg og fynbojokes. ‘Hvad kalder man en brunsviger lavet et andet sted end på fyn?’ spørger Christine Astrid, i en test af Mikkel Schrøders fynbokundskaber. ‘Den kalder man forkert!’ svarer Schrøder resolut. Også nummeret ‘Små mennesker’, med fine animationer af verdens upopulære ledere er fornøjelig og det samme er Jan Schous uforlignelige syng-med kiks der leder op til pausen.

Ved pausen er jeg helt høj på revyhelium. Men ballonen er pustet op til sit maksimum og hele anden akt er et mærkværdigt potpourri af helt eller delvist ufærdige numre, der fortjener ingen eller meget lidt omtale. Et lille lyspunkt, er Jan Schous fine vise: ‘Det bliver koldere’, der vækker mindelser om Osvald Helmuths revyvise “Brev til Bulganin”. Den afsluttes så fint med et par strofer fra Kringsat af Fjender og det er svært ikke at blive rørt. Jan Schou høster aftenens største bifald – helt fortjent.

Desværre falder den potente stemning totalt til jorden, da den efterfølgende sketch: “Jannie og Bo” viser sig at være ren fatshaming, uden nogle former for nuancer. Her kommer Schrøder og co. i den grad i karambolage med den værdipolitik, som de opponerer imod, men desværre uden de fine nuancer, som første akts sketches indeholdt. Hvad pokker vil man dog med denne udbasunering af ukorrekte og stigmatiserende stereotyper? Det er umanerligt meget passé med den type sketches, der yderligere problematiseres af, at der intet reelt twist er. Vi får her fremstillet tykke mennesker som umådeholdende frådsemikler med utiltalende partnere. Den sketch burde pilles ud af showet med det samme og det undrer mig gevaldigt, at det gedigne fejlskud ikke er fanget undervejs i prøveprocessen. Anden akt fortsætter med unævneligt dårlige sketches – fluen er tilnærmelsesvis morsom, årtipotpourriet for langt, selvom Schrøder er skøn som Povl Dissing. Første akt giver os revynæring, der vederkvæger sjælen, men anden akt mister i den grad fokus.

Revyen vil givetvis trække mange lokale folk til og ser man på første akt alene, er det sørme en virkelig fin revy der er præsteret i Svendborg i år. Desværre spænder den ben for sig selv i anden akt og vi forlader Svendborg Teater med en følelse af, at man måske løb tør for ordentligt materiale? Forhåbentlig bliver der undervejs i spilleperioden strammet lidt op, sådan at anden akt tager sig bedre ud og undgår at ballonen er helt flad inden skuespillerne har forladt scenen.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Svendborg Sommerrevy – Rottefælden her.

📸: Kim Kjærgaard Sørensen