Maskerade

Mød mig på Cassiopeia – Nyborg Voldspil

Mangen en musicalperformer, har i tidernes morgen haft deres gang på Nyborg Voldspil og af samme grund, er det interessant, at følge med i deres forestillinger. Den centrale placering i talentudviklingen i Danmark, forpligter. Voldspillet har spillet i 83 år, med kun 2 aflysninger. En imponerende bedrift i sig selv.

I år har man valgt: “Mød mig på Cassiopeia”, der i første omgang er et tilløbsstykke pga Kai Normann Andersens udødelige musik, der tåler uendelige gentagelser. John Berger, en inspirationsforladt komponist, søger, i desperation, hjælp hos en af Zeus´ døtre, Polyhymnia. John Berger skal færdiggøre musikken til forestillingen: “Flyv med” og med den koleriske teaterdirektør og Bergers egen hustru, divaen Irene, konstant åndende i nakken, er der slukket for inspirationen. Til Bergers store overraskelse, dukker musen Polyhymnia op og indgyder guddommelig inspiration. Selv, er hun optaget af sin menneskelige, lidt umodne krop og ønsker ikke at komme tilbage til Olympen igen, lige med det samme.

Der er mange gode takter i Nyborg Voldspils opsætning og man har undgået de største faldgruber. Alene de mange medvirkende, der står skarpt i farverige kostumer, udgør en fare for et frygteligt rod på scenen. Dette undgås dog fornemt, især ved hjælp af flotte koreografier, der visse steder vækker mindelser om Broadwayikonet Bob Fosse. Det vrimler med mennesker på scenen, men de ved hvor de skal være og jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg skal kigge hen. “Koreografi!”, står der mange steder i mine noter og man må sige, at koreograf Peter Friis har formået at udnytte forholdende maksimalt. At scenografien med de to manuelle drejescener i hver sin side også fungerer rigtig fint, både til at afgrænse scenen og til at åbne op, gør den totale sceniske præsentation meget glat.

Fremhæves skal især Jens Jepsen, som den forsigtige og lidt tvangsprægede regissør, der ikke desto mindre er den, der får hele teatret til at fungere. Jepsen har en formidabel komisk timing og er ikke et eneste sekund kedelig at se på. Inden forestillingen begynder, trisser han rundt på scenen sammen med et par andre medvirkende og er allerede igang med at tælle op og gøre status. Han gør det formidabelt og suppleres fint af Rasmus Mansachs som teaterdirektør, der dog trætter en smule med sin evigt råbende karakter. Også Benjamin Holmstrøm Nielsen og Emil Nielsen er urkomiske som vinduespudsermakkerparret.

De to hovedroller som John Berger og Polyhymnia, spilles af hhv Michael Gade Thomsen og Juliette Schaufuss og særligt Thomsen gør det godt, rent skuespilmæssigt, hvor Schaufuss mangler nuancer, men har en pæn og fin sopran. Til gengæld synger Thomsen flere steder falsk så det mærkes. Og det er nok her, man for alvor bider mærke i, at det er amatørteater vi ser – de synger fint, men mangler lige det ekstra der skal til, for for alvor at sende forestillingen til himmels. Til gengæld fungerer orkestret overlegent godt, med Susanne Svanekier i spidsen.

Forestillingen bliver alt for lang – 2 gange halvanden time i en kølig juliaften med truende skyer over hovedet, er for langt. Og selvom Jesper Dupont overordent har et godt greb om instruktionen, kunne man med stor fordel skære nogle af de mange gøglerier og komiske optrin fra og stramme op på forestillingens struktur. Man kommer dog ikke udenom, at de kan noget særligt på Nyborg Vold og jeg tror, at det er svært at opnå højere niveau, som amatørteaterforening. Deraf kommer også de høje forventninger, der næsten bliver indfriet.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om Nyborg Voldspil her.

📸: Rico Feldfoss (Nyborg Voldspil)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Maskerade