Arven - del 1.

Robin Hood

Da jeg så denne forestilling sidst i 2020, gav jeg den en lidt lunken anmeldelse. Det var der nok mange gode årsager til, men om det er mig eller forestillingen der har ændret sig i de forgangne 3 år, skal jeg ikke kunne sige, for i denne omgang bliver min anmeldelse brandvarm.

Det er Folketeatret der genopsætter forestillingen med Christopher Læssø i hovedrollen som en dejlig rap-i-replikken Robin Hood, flankeret af et par bestemte og handlekraftige kvinder, der ligger meget langt væk fra den klasssiske fortællings mere yndige udgaver af Lady Marian og Doerwynn. Joesfine Tvermoes og Emilie Rasmussen giver den på alle tangenter som selvstændige kvinder, der tager egne beslutninger. Der er fart over feltet helt fra start, ikke mindst på grund af Julie Forchammers omskiftelige tegneserieagtige scenografi, der i første halvdel drøner derudaf sammen med historien.

Historien om Robin af Loxley der blev fredløs, stjal fra de rige og gav til de fattige og til sidst endte med den smukke pige og det halve kongerige, kender de fleste nok. Men instruktør Frede Gulbrandsen, lader denne forestilling løbe gak-linen ud og sammen med aldeles storladne kostumer a-la Shakes, bliver forestillingen virkelig morsom. Det er særligt “de onde” karakterer der bliver udstillet i det særdeles gakkede lys. Mathias Fletting Sprogøe spiller Sir Guy som en hysterisk, forkælet opkomling, der virkelig ved hvordan man bærer nag. Tronraneren Prins John spankulerer rundt i Jon Langes skikkelse med en gevaldig guldkrone på hovedet, ligesom resten af ham er jævnt gylden. Modsat dem, fremstår de fredløse mere almindelige, selvom de også har deres øjeblikke i ekstravagant udklædning, særligt i 2. halvdel.

Scenen er sat som en fortælling, hvor Jesper Riefenstahl rutineret fører os igennem handlingen som metafortæller, samtidig med, at han også spiller Broder Tuck og Doerwynns far, Graham Spelt. Metalaget er velfungerende og børnene griner højlydt, når Riefenstahl af og til kommenterer handlingen, for eksempel når Robin Hood kommer til at træde udenfor den tegnede badebro og pludselig svæver over vandet midt i floden. Det hele akkompagneres af 3 musikere, der med alverdens instrumenter og i folkemusikkens lydunivers, giver os flere versioner af nyere klassikere. Det går rent ind hos min 7-årige ledsager, der udbryder “Hun synger virkelig godt!”, da Jullie Hjetland giver os en smuk og rolig sang.

Frede Gulbrandsen er ikke bange for referencer til den politiske hverdag og sløjfningen af Store Bededag får en kommentar med på vejen, ligesom sproget, særligt Doerwynns, kunne have kommet fra enhver teenager. Hele stilen er rap og peppet og min ledsager er flad af grin flere steder, selvom de uhyggelige steder kræver en hånd at holde i. De samme steder er flere gange båret frem af flotte dukker, der giver en ekstra dimension.

Robin Hood er en virkelig morsom forestilling, der balancerer historiefortælling og gakkerier og byder på nytænkning af scenografi. Det er nok ikke her man man skal lede efter de store psykologiske dybder, men forestillingen er perfekt til en underholdende eftermiddag eller aften med børn eller børnebørn og så kan man tilmed købe historien i bogform i foyeren. Det er underholdende teater og perfekt til de yngre teatergængere.

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Christina Hauschildt

Inviteret

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Arven - del 1.