GRIMM

Forestil dig det mest bløde og polstrede Disney feelgood univers du kan. Bækken risler, møllen maler melet, børnene har glade forældre, mad nok, der er ikke krig, der er ikke onde væsener der vil menneskene det dårligt. Alt ånder fred. Vend så det univers 180 grader og sug alt farve og feelgood faktor ud. Erstat det med desperation, frygt, vold og ulykke. Her tager forestillingen GRIMM, der spillet lige nu på Revolver, sit udgangspunkt.

Det er et dystert og mørkt univers, som instruktør Emil Rostrup og dramatiker Sonja Ferdinand, tager os med ind i. Med udgangspunkt i eventyr, som de fleste af os kender godt, sætter de af og spiralerer herefter ud af en mørk tangent. Laura Løwes kostumer og scenografi er ultraminimalistiske og ultravelfungerende. En mølles vinger påmonteret en akse som de roterer om, er placeret vandret midt på gulvet og drejer langsomt rundt og rundt. Møllen maler melet, ganske vist, men i denne forestilling maler den også uhygge, gru, blodblad, svigt og død. På møllens vinger sidder skuespillerne. “Alt er godt – gåååååt” gentager de modløse igen og igen. Men måske også lidt kedeligt? Herefter kaster de sig ud i en tour de force i “gæt et eventyr”, snart speedsnakker en skuespiller mens de to andre karikeret speedspiller sideløbende. Det er ganske morsomt faktisk, bortset fra når det ikke er. Tempoet er hæsblæsende, men det holder forestillingen frisk.

Freja Klint Sandberg, Mathilde Arcel og Anthon Hjejle svæver der, i intetheden og gennemgår så frygteligt meget. Mathilde Arcel spændes fast til en af møllevingerne og slæbes afsted henover gulvet som flynderen der bliver taget til fange for at opfylde ønsker. Den dramatiske vægt lægges her på flynderen og dens desperation, ligesom Hans og Grethe fortælles med fokus på elendigheden, der drev forældrene til at sende dem ud i skoven, fremfor det magiske der derefter skete. Pigen med de afskårne hænder skriger på hjælp, men der kommer ingen. Hele vejen igennem vælger forestillingen et lidt andet perspektiv, der drejer fortællingen i en ny (og meget mørkere) retning.

GRIMM bliver dermed også en kommentar til den måde vi, over en bred kam, fortæller historier på. At fortællingen ændrer sig alt efter hvilken vinkel vi betragter situationen fra. At det grimme eksisterer side om side med det smukke. At det svære og det grusomme i høj grad også er en del af livet og det, at eksistere. Udover det, er forestillingen en stiløvelse i at vælge et scenografisk koncept og gå med det. Det er utroligt smukt og det minimalistiske univers klæder i den grad uhyggen og det urovækkende. GRIMM er ikke nødvendigvis en forestilling for alle, men tør man gå ind i mørket så venter der en utroligt smuk godbid. Uden hager.

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Sara Galbiati

Inviteret