Min Mor Siger

Det er først efter en tåkrummende speak om, at vi kan købe drikkevarer i baren, og få trukket aftenens billetpris fra prisen på et årskort, at forestillingen “Min Mor Siger” kan gå i gang. Vi er tvangsindlagt til det lange reklamespeak, der har erstattet den noget kortere formaning om at slå telefonen på lydløs og ikke at tage billeder under forestillingen og det er ærgerligt, for det er så rart at komme et sted, hvor man ikke altid skal prakkes noget på.

Nuvel, teatrets markedsføringsstrategi er ikke genstand for nærværende anmeldelse. En ung kvinde (Sofie Torp), forlades af sin kæreste (Nina Rask), og i et forsøg på at vende tilbage til en eller anden form for ligevægt, flytter hun hjem til sin far i præstegården, og besøger sin mor i sommerhuset i Amtoft. Alle har velmenende, men mere eller mindre ubrugelige råd. Forestillingen tager udgangspunkt i Stine Pilgaards roman fra 2012, som er elsket af mange.

Laurits Emanuel har komponeret musikken til forestillingen og han er også selv på scenen i flere forskellige roller, både som moderen og faderen og andre bifigurer. Det er dog ikke hans evner udi skuespillets kunst der imponerer, men mere hans vokale tekniske kunnen. Laurits Emanuels musik forløses smukt af en meget velsyngende Sofie Torp, der med en gæv jysk accent ligefrem bliver charmerende, når hun stamper i jorden som et barn og forsikrer sin nu ekskæreste om, at hun godt vil have dem. Børnene altså. Hun er lige så spraglet som scenografien af Simone Bartholin, ja hendes tøj matcher endda så hun kan gå i ét med omgivelserne. Eller måske er det omgivelserne der går i ét med hende. I skærende kontrast er kæresten (Nina Rask), der klædt i hvidt, er en sindig modvægt til de flagrende følelser der buldrer gennem Sofie Torp.

Signe Hørmann Sørensen har både dramatiseret romanen og instrueret forestillingen. Der er virkelig mange kvaliteter undervejs, særligt i enkeltpræstationerne, hvor man især må løfte hatten for en meget morsom Nina Rask, der med underspillet charme danser (og synger) sig ind i vores alles hjerter. Sofie Torp fortjener den status hun nyder i disse år, både på film og teater og hendes nærvær er der ingen tvivl om. Laurits Emanuels vokale præstation er teknisk imponerende og hans musik er smuk, omend lige lovlig meget i mol.

Forestillingen som helhed fremstår dog nærmest navlepillende og det er svært at forstå hvad formålet egentlig er. De mere end udemærkede enkeltpræstationer vejer dog ganske meget op for den lidt flagrende oplelvelse, men jeg forlader salen med et rungende: “Nå – og hvad så?” i hovedet. Måske man skal være større Stine Pilgaard fan end jeg for rigtigt at forstå det, eller også er forestillingen simpelthen bare ikke kommet helt i mål. Hvorom alting er, er “Min Mor Siger” en ganske udemærket teateroplevelse.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Simone Bartholin og Emil Holm