Indenfor Murene

Damekrop – On Tour

På scenen går 4 kvinder rundt. De ommøblerer, om man så må sige. Af og til stirrer de på os – publikum, der langsomt indfinder sig på rækkerne. Imens tales der over højttalerne om hormonspiraler, blødninger, seksualitet og depression. Velkommen til en forestilling om overgangsalderen. En forkætret passage, som kun 6 arter af pattedyr går igennem. Kvinder og 5 hvaltyper. Men hvorfor? Hvorfor ældes æggestokkene før alt andet? Det kan undertegnede anmelder komme med mange velkvalificerede bud på, men faktum er, at alle kvinder skal igennem denne passage. For nogle går det ganske umærkeligt, mens andre bliver ramt af alskens gener samtidig med, at man oven i hatten får øget risiko for kardiovaskulær sygdom og andre, både kropslige og psykiske, gener.

Helene Kvint, Tomomi Yamauchi, Camilla Stage og Elke Laleman er alle kvinder der selv befinder sig i deres bedste alder, og de tager os med på rejsen ind i overgangsalderens mysterium. Her er både det manifesterede og det manglende blod essentielt. Camilla Wargo Brekling har instrueret og skrevet tekster, der understøttes af Thomas Eisenhardts koreografi lige fra urkraften til den mere sårbare genfødsel på den anden side af blodets strøm.

Helene Kvint bliver bogstaveligt talt holdt oppe ved hårrødderne af de andre kvinder, i et fællesskab, der lytter og støtter og bærer hvor det er nødvendigt. Selvom man er gammel kan man godt elske at danse, hvilket Camilla Stage i den grad praktiserer, indtil en altfortærende vrede tager overhånd og frastøder alt og alle i et frenetisk opstød af indebrændthed. Til sidst kravler hun dog til tops på livets tinde og lader sin vagina synge sirenesang.

Imens vælter Tomomi Yamauchi rundt og leder efter et formål. “Am I too much?” spørger hun igen og igen, indtil Elke Laleman håndfast får sat hende i sving med noget, så hun kan føle sig nyttig. Helene Kvint får luftet sin ryg af en publikummer på forreste række, for hedeturene der uden varsel stiger op fra helvede og gør alt uudholdeligt, er over kvinderne, lige indtil de lige så pludseligt ophører igen.

Til allesidst hældes en flod af teaterblod ud på gulvet. Først er det der ikke. Så er det der i kaskader. Og pludselig er det væk igen. Damekrop – On Tour er en ganske underholdende oplevelse og selvom forestillingen ikke byder på store nye indsigter, så formår de 4 kvinder at tage os ved deres hormonmanglende hænder og lede os med ind i livet efter blodstrømmens ophør, efter kroppens begyndende forfald, men også mod ny visdom og nye indsigter.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Ditte Valente og Per Morten Abrahamsen

Inviteret

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Indenfor Murene