Lægen

Det er krystalklart, at Lægen på Folketeatret indtil videre, er en af sæsonens stærkeste forestillinger, hvis jeg nu skal starte med denne anmeldelses konklusion. Krystalklart er et udtryk, som hovedpersonen Ruth Wolff, bruger adskillige gange i de 2,5 time forestillingen varer.

Ruth Wolff er en dybt fagligt og naturvidenskabeligt funderet læge, der med stor integritet og sikker hånd leder Elisabethinstituttet, der forsker i sygdommen Alzheimers demens. Da hun nægter en katolsk præst adgang til en ung pige, der ligger på sit dødsleje efter en selvpåført abort, varer det ikke længe inden shitstormen brager derudaf, uanset hvor rigtigt Wolff handlede. Snart er verden som Wolff kender den opløst og de pejlemærker som hun navigerer efter, er erstattet af svagt lys i en stærk tåge og hvor hun tidligere har kunnet finde vej med sin fornuft, gælder andre spilleregler, der er præget af en følelsesladet og værdibaseret debat, der snart har så mange nuancer, at selv den mest velbevandrede kan blive forpustet.

Englænderen Robert Icke har skrevet et forrygende og nuanceret manuskript, hvor synspunkter hele tiden vendes og drejes og man udfordres på den måde man ser verden på. Snart vender vi øjne af de eksperter, der er inviteret ind i det studie, hvor Ruth skal forsøge at forsvare sine handlinger, men det næste øjeblik har de vægtige pointer der udfordrer vores alles systemiske bias. Det er et manuskript der ikke tager den lette vej rundt om etik, værdier, offentlig debat, sociale medier og faglige ståsteder. I stedet får vi udfordret vores egne ståsteder med så mange nuancer, at jeg bogstaveligt talt (!) vendte og drejede mig med hovedet fuldt af forestillingens pointer, natten efter premieren.

Iben Hjejle spiller den ældre læge, der mister sit tyngdepunkt og man har vel sjældent set hende spille med så mange nuancer og så meget dramatisk tyngde, for ikke at tale om hendes komiske timing, der afstedkommer mange højlydte grin, i Nils Brunses veloplagte oversættelse. Hjejle rummer alle livets følelser i al deres kompleksitet og det er vidunderligt at overvære. Jeg kan bogstavligt talt (!) næsten ikke trække vejret i sidste del af forestillingen i forventning om den næste overraskende dramatiske drejning.

Der er dog gjort nogle lidt besynderlige valg i castet og i forestillingens program kan jeg læse mig til, at det er efter anvisning fra dramatikeren, men jeg bliver mere end normalt forvirret, når kvinden i høje hæle pludselig er en 60-årig mand, eller den kridhvide mand viser sig faktisk er være sort. Jeg forstår, at dette greb om castingen skal få os til at overveje vores egne antagelser om hvordan vi opfatter grupperinger generelt og i samfundet, men når forestillingen på den ene side inviterer os til at smide alt hvad vi har lært om køn, hudfarve og øvrige grupperinger op i luften, men samtidig forholder sig ret konkret til det i forestillingens tematik, så bliver det lidt rodet og mærkværdigt. Enten forholder man sig til køn, hudfarve mm, eller også gør man ikke. Gør man begge dele på samme tid bliver det en dobbelt negation der på mange måder kommer til at udslette hinanden.

Det er dog en mindre detalje i det store hele, for forestillingen er så veludført og interessant, at vi snart glemmer det lidt mærkværdige, men velspillende, cast. Resten af castet graviterer om Iben Hjejles enorme tyngde, men særligt ligger man mærke til de to yngre spillere Sofie Mileva Cukic, der dels er den yngre reservelæge der får trænet sine færdigheder i ikke at gå i vejen, og dels er en veltalende debattør i tv-programmet. Også den unge Laura Kronborg Kjær giver fint modspil til Hjejle og formår til allersidst at give endnu et lille twist på de mange nuancer som forestillingen byder på. Instruktør Kim Bjarke, skaber således endnu engang, en mangefacetteret forestilling, godt hjulpet på vej af en utrolig velfungerende, men minimalistisk scenografi, af Palle Steen Christensen.

Lægen er den forestilling vi ikke vidste vi have brug for, den forestilling der sætter ord på og demonstrerer hvor kompleks værdidebattener, og gør det fra så mange synsvinkler, at man bliver helt i tvivl om eget ståsted undervejs. Det er livtag med tidsånden på en begavet og enormt velgennemtænkt facon. I centrum er Iben Hjejle i en dramatisk glansrolle, der understreger, hvis man skulle være i tvivl, hvilken voldsomt dygtig skuespiller hun er. Verden er kompliceret, det er denne forestilling også, men leveret på en måde, så man sidder helt åndeløs og ikke kan vente på det næste replikskifte, den næste scene, den næste uventede drejning. Kan anbefales alle der nogensinde har haft en mening om noget, eller alle der interesserer sig for værdidebat, tidsånd og videnskab. Her vil du både blive bekræftet og udfordret. Og frem for alt, overvære virkeligt dygtigt håndværk på en måde det kun ses et par gange i hver sæson.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Gudmund Thai

Inviteret