Mens Vi Venter på Godot

“Det er det rene venter på Godot”, kan man af og til høre folk sige, som udtryk for, at noget er meningsløst eller langtrukkent. Det er de færreste dramatikere forundt sådan at manifestere sig i sproget, men det har Samuel Beckett opnået med sit evigt aktuelle absurde skuespil fra 1953.

Her møder vi karaktererne Estragon og Vladimir, også kaldet Gogo og Didi. De venter på Godot, ligesom de gjorde igår og dagen før det og ligesom de vil gøre imorgen. De ved ikke helt hvorfor de venter, eller om Godot eventuelt allerede har været der eller overhovedet vil komme. Ventetiden fordriver de med at filosofere over deres elendige liv og med alskens drillerier. Den frenetiske Pozzo kigger forbi med sin slave Lucky, der befinder sig i en form for trance, som han dog kan vækkes fra, selvom det virker til, at hans hjerne er kortsluttet, både hvad angår filosofi og dans.

På Teatret ved Sorte Hest, er Marianne Nilssons scenografi lige så trøstesløs som historien. Her er en uendelig vej og ved vejsiden et lillebitte afpillet træ – en grædepil – som det er ganske formålsløst at hænge sig i, som de to vagabonder ellers diskuterer adskillige gange undervejs. Mads Wille og Nicolas Bro kaster sig rundt på scenen i deres utålmodige venten og hvor Mads Wille er håndfast og filosoferende, er Nicolas Bro mere nervøst anlagt. Steen Sig Lommer som Pozzo, afbryder de tos venten med sin særprægede slave Lucky, Lue Støvelbæk. De er på gennemrejse og venter aldeles ikke på Godot, men måske på noget andet, for noget formål i livet virker de ikke til at have. Slaven Lucky står mest med ludende skuldre og halvsover, men pludselig stirrer han på os med stikkende øjne og vrøvler uforståeligt derudaf i et hæsblæsende tempo, eller danser karikeret, hvorefter han hurtigt falder om på scenen, i en altopslugende søvn.

Maria Vinterbergs iscenesættelse af denne absurde klassiker, er meget vellykket, ikke mindst på grund af Mads Wille og Nicolas Bro, der stråler af frustration, men også af liv. At livet af og til føles meningsløst og at faren for, at vi venter på noget der aldrig kommer og dermed glemmer at leve de liv vi rent faktisk har, er uomtvistelig, også idag. Beckett sætter netop dette til debat på mesterlig vis ved at lade karaktererne vente og vente og lade sig anspore til at vente endnu længere, istedet for at tage eget inititativ. Forestillingen bliver dog en anelse lang, særligt fordi, Teatret ved Sorte Hest formentlig er det teater i København, hvori man sidder dårligst – som i en skruetvinge man ikke slipper ud af før der er pause eller forestillingen er forbi. Heldigvis er kvaliteten af forestillingerne også tilsvarende høj, men åh hvor ville man dog ønske at der var en anelse mere benplads. Mens vi Venter på Godot er velspillet og veliscenesat og tematikken bliver aldrig forældet, hvorfor den kan sættes op igen og igen og altid vil stille relevante spørgsmål til den måde vi lever vores liv på. Forestillingen er derfor i den grad også værd at se – dårlig benplads eller ej.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Robin Skjoldborg

Inviteret