Som Stevns borgmester konstaterer inden forestillingen Cabaret begynder på Gjorslev slot, så er det nu en tradition med sommerspil på Stevns. Det er andet år i træk, der spilles musical i gården på slottet, og det er svært at tænke sig nogle bedre omgivelser for et sommerspil. Sidste år spillede et veloplagt hold, Mød Mig på Cassiopeia – en noget mere letbenet sag end årets forestilling Cabaret.
Cabaret har mere dramatisk tyngde end Mød Mig på Cassiopeia, men også musikalsk kalder forestillingen på et liveorkester, hvilket Stevns Sommerspil ikke har. Dette bliver en decideret hæmsko for forestillingen. På scenen er igen en blanding af amatører og professionelle. Mange af de unge amatører er allerede optaget på skoler eller har gedigen erfaring fra de gode amatørscener rundt omkring. Instruktøren er også hentet ind fra den verden, for selvom Rasmus Krabsen Albeck selv er skuespiller, så stammer hans instruktørerfaring fra amatørscenerne.
Scenografien står flot i gården på Gjorslev slot og bliver en forlængelse af omgivelserne. Scenograf Pernille Ekstrand bruger klogt nuancerne fra slottet i sin egen scenografi, der også byder på politiske plakater fra tiden, der med et snuptag kan vendes til Berlinerkunst på den modsatte side.
Således er alle forudsætninger for en storslået oplevelse på plads. Hvad der dog bestemt ikke er storslået, er den syntetiske elektroniske musik, der gør ondt i ørerne og gør decideret vold på John Kanders ikoniske forlæg. Og selvom holdet faktisk er ganske velsyngende, så bliver den musikalske side flad og træg, hvilket smitter af på resten af forestillingen. At lyden også er lidt for lav, gør det ikke bedre. Flere steder lyder musikken som dårlig dinérmusik og man savner alle de skønne musikalske detaljer, der er en kæmpe del af netop denne musical.
Desværre forplanter dette sig også på scenen, hvor skuespillerne kæmper med en statisk iscenesættelse, der savner den pondus, man ønsker sig af en sådan forestilling. Første afdeling går umådeligt langsomt og er i store afsnit kedelig, ikke mindst fordi alle står stille på scenen hver gang der synges en sang. Det er decideret gumpetungt.
Det er sådan set ikke fordi, der ikke er lyspunkter. Ann Hjort er forestillingens store scoop, der med varme og dejligt liv i stemmen og, ikke mindst, skønt samspil med Sune Svanekier som Herr Schultz, bringer liv til den pragmatiske Fräulein Schneider, der bare vil beholde sit levegrundlag. Maria Kinnerup er en storartet Sally Bowles. Desværre så storartet, at hun spiller resten af holdet af scenen og kommer til at virke uafstemt, omend virkelig dygtig. Teaterdirektør Nicolaj Cornelius spiller selv Clifford Bradshaw, men kan ikke rigtig følge med Maria Kinnerup og forbliver en fersk fornøjelse. Anton Vammens EmCee er legesyg, og har en fin sangstemme. Ham kan vi nok forvente osstore ting af i fremtiden. Også David Lakshøj-Hansen, gør sig bemærket som Ernst Ludwig – han er måske den mest velsyngende i castet, mens Annie Hvid er en skøn Fräulein Kost – der i denne forestilling udtales som “kåst” og ikke “kooooost”, som ville være den korrekte tyske udtale.
Selvom der således alligevel er mange gode enkeltpræstationer i Cabaret på Gjorslev slot, så falder forestillingen alligevel igennem som tung i rumpetten – både på grund af forfærdelig computermusik, der gør John Kanders musik til skamme, men også på grund af en statisk og langsommelig iscenesættelse, der simpelthen bliver kedelig i den lange lyse sommernat. Jeg krydser i den grad fingre for et liveorkester – eller i det mindste bare et lillebitte optaget fysisk orkester – til næste år, hvor der skal spilles “Singin’ in the Rain”.
⭐️⭐️⭐️
Læs mere om forestillingen her.
📸: Jannik Jac Yhde
Inviteret
Skriv et svar