Der er krudt at hente i de gamle græske tragedier, i en samtid der er så tragisk, som man næsten overhovedet kan forestille sig. Dette trækker forestillingen Medea Enigma, der er blevet til i et samarbejde mellem Copenhagen Chamber Performance og Mungo Park, på.
For hvordan kan man slå sine børn ihjel? I moderskabet er negative følelser mod sine børn tabubelagt, til trods for, at de fleste mødre formentlig har overvejet hvordan man dog kommer af med det påtrægende vedhæng, man i vanvid har anskaffet sig. Formentlig er det ikke mange der vil indrømme det, men det forekommer hyppigere end man skulle tro. For de fleste kvinder er Medea nok ikke så enigmatisk, men mere en legemliggørelse af en meget virkelig følelse.
I Copenhagen Chamber Performance´s udgave af Medea, handler det ikke kun om at være mor. Det handler også om at være flygtning og om ikke at kunne beskytte, når der er allermest brug for det. Det handler om død og om sorg og om personligt mørke. Mørket møder vi på scenen, i form af mørkt sand, der kryber ind i alle krinkelkroge, i Nadia Nabils enkle scenografi. Sandet bliver en indespærring, en strand hvor flygtningebørnenes sko vasker op, eller den uendelige skam, der ikke kan vaskes af. I den støvede jord, går sopran Radmila Rajic rundt. Først er hun en lidt uforståelig udgave af solguden Helios, senere bliver hun Medea selv. Operaen foregår stort set kun i recitativ, afbrudt af korte talte passager og glimt af børnestemmer, der påkalder sig deres sorte mor.
Netop dette er også forestillingens største svaghed. Teksten er dansk, men det er simpelthen svært at forstå hvad Rajic synger og ikke mindst taler. I hele den første del af forestillingen, kæmper jeg med at opfatte hvad der egentlig foregår, særligt fordi jeg har svært ved at høre ordene der synges og tales. Det er tydeligt, at instruktør Line Paulsen, ønsker at sammenflette Medea med nutiden, men præcis hvordan, fremstår i det uvisse og sammenfletningen bliver søgt.
Til gengæld er det en udsøgt fornøjelse at lytte til de tre musikere. Kirstine Elise Pedersen får sin cello til at vibrere smukt og skæbnesvangert, sine steder i skøn atonal samklang med Pernille Petersens blokfløjter, der kommer i alle tænkelige størrelser. At Petersen lykkes med at trække så meget lyd ud af så beskedent et instrument, er skønt og passer perfekt ind i det dystre setup. Kapelmester og slagtøjsspiller, Mathias Reumert, får stikkerne til at dundre lyd ud i vores brystkasser det ene øjeblik og det næste kærtegner han blidt vibrafonen med de filtbeklædte køller.
Jeg kunne ønske mig at man helt havde udeladt operaen i denne forestilling, der ville have stået stærkere med de 3 dygtige musikere, ledsaget af en skuespiller i monolog. Der gik meget lang tid før jeg rigtig fandt vej ind i værket og forbandt mig til det – til gengæld stod sidste halvdel af forestillingen virkelig stærkt. Værket vibrerer stadig i mig, primært på grund af musikken. Dramatisk fremstår det ufærdigt og uden den stærke tilknytning til samtiden, som helt åbenlyst søges. Medea lever i alle mødre. Enigmaet udebliver. Vi kender følelserne.
⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Rumle Skafte
Skriv et svar