Hun hedder paradoksalt nok Liv, hovedpersonen i Mette Søndergaard Nielsens nyskrevne forestilling Hold Så Kæft Lars!, der spiller lige nu på Aveny-T. Livs mest brændende ønske er at dø. Eller måske nærmere at få en pause fra den altopslugende depression, der ikke bare har ført til 1, men til hele 7 indlæggelser – 3 af dem på lukket afdeling – og der er det ellers svært at komme ind, siger Anders Buddes psykiater – Tillykke med det.
Anders Budde spiller også den psykologstuderende Lars fra Herlev, der tilfældigt møder Liv i byen og indoptages i hendes rasende kamp med depressionen og det, der står som den endelige udvej – døden i form af selvmord. Lars hopper bogstaveligt talt på tungen for at Liv til at få det bedre og langt hen af vejen lykkes han med det, selvom hans evindelige talestrøm giver anledning til titlen på forestillingen. Hold så kæft Lars skriger Liv mod Lars, selvom man fornemmer at hun netop ikke ønsker at han skal holde kæft. At han er et anker der sørger for at hun ikke driver helt til havs.
På trods af sit alvorlige emne er Hold Så Kæft Lars! en komedie. Livs rasende apati er fuld af selvironi og Søndergaard lider bestemt ikke af berøringsangst, hverken som dramatiker eller skuespiller. Det gør instruktør Heinrich Christensen heller ikke og han får afbilledet de to medvirkendes forbindelse til hinanden som fuldstændig desperat og virkelig morsom. Hvad der også lykkes er, at formidle den fluktuerende tilstand som en depression er. Ja, her er også plads til smil og humor, men det følges tæt sammen med mørket, der altid lurer.
Lisbeth Burians gummicellescenografi afslører sig først rigtig til sidst. Og selvom alle omkring Liv gør hvad de kan for at skærme hende, falder gummicellens mure hen mod enden. Af og til kravler en sortklædt skikkelse ind gennem væggen og overtager Livs krop og sjæl. Det ligner til forveksling en anden forestilling fra sidste sæson, nemlig Allerdybest Nede på Bådteatret. I Hold Så Kæft Lars!, er den mørke depressionsfigur dog knap så virksom og fremstår uoriginal og heller ikke specielt velgennemført. Jeg kunne sagtens have undværet denne sortklædte skikkelse og nøjes med Søndergaards intense og troværdige spil.
Hold Så Kæft Lars! er virkelig morsom og virkelig tragisk. Men også meget genkendelig. Som sundhedsfaglig klukker jeg af psykiateren, der har fundet sin helt egen måde at være sammen med patienterne i mørket på. Men ryster også på hovedet af det helt pragmatiske problem, at der simpelthen ikke er plads til Liv på psykiatrisk afdeling. Det bliver aldrig en dans på roser at være psykisk syg, men det bliver lettere af at tale om det og forestillingen opfordrer os til at være der for hinanden, selv når det er mørkest. Man kan ikke påstå at forestillingen ligefrem peger os i retning af lyset, men sådan er det jo heller ikke altid i virkeligheden. Til gengæld opfordrer den til samtale. Og den opfordring kan ikke gentages for tit.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Læs mere om forestillingen her.
📸: Emil Indiana Holm
Skriv et svar