Savlen løber ned af hendes hage mens hun stirrer tomt ud i luften. Bag hende flagrer behandlere og pårørende rundt. Selv er hun opløst og ude af stand til at holde sammen på sig selv. Snart går alt hurtigt, snart ulideligt langsomt og mørket – mørket opsluger hende, så selv hendes datter tegner hende som en uformelig mængde streger med hul i midten. Hun opfatter alt, forstår alt, men kan ikke give udtryk, umyndiggøres og forsøger at beholde et minimum af værdighed.
Sophie Zinckernagel har skrevet en ret præcis tekst om det, at befinde sig i depressionens greb og nøjagtigheden af hendes oplevelser afslører, at hun selv har haft depressionen tæt inde på livet, hvilket hun da også fortæller om i programmet til forestillingen Allerdybest nede, der spiller på Bådteatret. Heldigvis er der også tilsat en ordentlig omgang tiltrængt sort humor til forestillingen, hvis erklærede formål er, at gøre op med tabuet.
Og det er helt relevant, for nyere forskning viser, at op mod 80 procent af alle, døjer med en eller anden grad af psykisk sygdom igennem livet. Alligevel er det forbløffende hvor tabubelagt det stadig er, og hvor stor en stigmatisering mennesker med depression og andre former for psykisk sygdom fortsat oplever. Stigmaet og tabuet kan kun afmonteres ved at normalisere psykisk sygdom, og det er denne forestilling, i udpræget grad, med til.
Simon Boberg har iscenesat med en rystende god Lucia Vinde Dirchsen i spidsen. Hendes eksistens´ opløsning er forfærdende at bevidne. Hun danner par med en skrøbelig dukke, der både eksisterer og ikke eksisterer, det er sygdommen, eller det folk ser, når de ser på hende. Jens Gotthelff og Yuliya Lystbæk bestyrer de to depressionsdukker, den ene en sort, mørk parasit, der konstant forhindrer den depressionsramte i at tage imod den rigtige hjælp, den anden, den ordløse fortvivlelse. Jens Gotthelf er også den bekymrede, frustrerede og utålmodige kæreste, der med usvigelig præcision rammer de pårørendes splittelse mellem forståelse, fortvivlelse og utålmodighed. Kan hun for fanden ikke bare tage sig sammen. Marie Louise Wille vader rundt i adskillige udgaver af clogs og er den svensktalende popcornspsykiater, eller sygeplejerske der håbløst forsøger at få det deprimerede mig til at kategorisere sine symptomer i en psykometrisk test. Hun er også moderen, der næsten selv får en depression i forsøget på at hjælpe sin datter.
Den kliniske scenografi, kreeret af Jonathan Svanthe Hjorth, skaber luft i det lille scenerum i Bådteatrets bug, men snart snævres scenerummet ind, helt i overensstemmelse med handlingen på scenen. Scenerummet er flot udnyttet og scenografien ligner en psykotisk udgave af en psykiatrisk afdeling.
Men det er ikke kun mørke vi præsenteres for. Her er også gjort plads til humor, når behandlerne for eksempel præsenteres med popcornhoveder, der gør dem lige så anonyme som de fleste patienter sikkert oplever dem, eller når hverdagen på den psykiatriske afdeling afbildes som et klovnenummer, hvori det velmenende personale forsøger med alskens bolde i luften, at skemalægge en hverdag for patienterne, mens de selvsamme patienter forbløffet betragter menageriet i afmagt. Slutningen, der føles lidt løsrevet fra resten af forestillingen, peger mod håbet, men holder fast i, at der ikke findes hurtige løsninger.
Allerdybest nede er en forestilling der taler åbent om psykisk sygdom. Det er en nødvendig forestilling og den tør hive os ned i mørket og vise, at her er ingen hurtige løsninger, her er kun hårdt arbejde. Forestillingen skal have stor ros for korrekt brug af medicinske betegnelser, men især skal Lucia Vinde Dirchsen anerkendes for den kæmpe præstation det er, at gå ind i mørket forestilling efter forestilling. Jeg forestiller mig, at man som pårørende til et mennesker med psykisk sygdom, vil få meget ud af denne forestilling, men uanset hvad, er det en forestilling der fortjener et stort publikum, ikke mindst på grund af formidable Lucia Vinde Dirchsen.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Læs mere om forestillingen her.
📸: Miklos Szabo
Inviteret
Skriv et svar