Hvem er bange for Virginia Woolf?

Der er noget Norénsk over Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf?. Eller i virkeligheden er det omvendt, for Albee kom lang tid før Norén. Det er dog alligevel svært ikke at se koblingen; kammerspil, mørke hemmeligheder, alkohol, undertrykte følelser. Den slags kalder på dramatik.

Her har vi at gøre med et kammerspil i ægte forstand. Akademikerhjemmet byder på bøger fra gulv til loft i Marianne Nilssons scenografi og den duknakkede George (Jacob Cedergren) tøffer omkring. Det er nat og George og hans hustru Martha (Iben Hjejle), keder sig efter endnu en universitetsmiddag. Det varer dog ikke længe, for ind af døren kommer det nyeste par fra universitetets stab, Nick (Lue Støvelbæk) og Honey (Marie Reuther) til efterfest og herefter går bølgerne højt i et, for værterne, velkendt spil, som gæsterne ikke har en chance for at gennemskue.

Det er næsten som om teksten vibrerer i det lille teaterrum på Sorte Hest. Madam Nielsens oversættelse er syleskarp og tempoet er højt. Vi får ikke lov at dvæle længe ved en morsomhed før vi er videre over stok og sten. Teksten er fuld af sproglige spidsfindigheder. Undertegnede nyder især omtalen af toilettet som eufemismeriet, og den slags er skuespillet så smækfyldt med, at enhver lingvist får sine vådeste drømme opfyldt, og det på trods af, at det ikke engang er på originalsproget.

Jakob Cedergren og Iben Hjejle spiller konstant bold til hinanden, op af hinanden, imod hinanden og på overfladen virker det som om parret hader hinanden. I virkeligheden forholder det sig helt modsat, kærligheden er dyb, men også fyldt af sorg. Det er en fornøjelse at overvære disse to toptunede skuespillere boltre sig i en tekst, der giver og giver.

Lue Støvelbæk og Marie Reuther er det unge par Nick og Honey, der dumper ned i manegen og ufrivilligt bliver brikker i det sindrige spil imellem værtsparret. De er naive og har ikke en chance for at finde hoved og hale i hvad der foregår. Marie Reuther er helt troværdig som den temmeligt naive og meget unge kvinde, der har lidt for stor tiltro til, at verden, inklusive hendes mand, vil hende det godt. Lue Støvelbæk er Nick, ny professor i biologi. Han har en plan for karrieren, er oppertunist og går ikke af vejen for at komme i lag med Martha, der også er rektors datter. Støvelbæk spiller med en latent agression der er veltøjlet og virksom når den slippes løs.

Der er ikke et eneste kedeligt øjeblik i denne 3 timer lange forestilling med to indlagte pauser. Hele holdet er vanvittigt velspillende, selvom undertegnede ville ønske, at man have undladt det metalag som er så typisk for Maria Vinterbergs iscenesættelser. Det bliver forstyrrende i en forestilling der sagtens kan klare sig uden. Hvem er bange for Virginia Woolf?, er et skinnende eksempel på hvorfor det er vigtigt, at spille original dramatik. Skuespillet byder på et helt andet tempo og forståelse for mediet, end når man remedierer bøger, film eller andet. Med 4 stjernedygtige skuespillere oveni, er det svært ikke at være begejstret for denne fortælling om kærlighed og sorg og afgrundsdybe afstande imellem mennesker.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Robin Skjoldborg

Skriv et svar