Skrevet af Karen Refsager
Filmen Saturday Night Fever står for mig som noget ikonisk for min tid, så da jeg ankommer til Falkonersalen er det med store forventninger for både mig og min ledsager – to modne kvinder på tur.
Vi oplever med forundring, at salen er mindre end halvt fuld; det kan skyldes at det er onsdag eller at stjernen Silas Holst har fri så Tony i dag spilles af Alban Lendorf. Bee Ges musik fylder salen og diskodansen er forrygende – så langt så godt, men nu begynder nedturen.
Skuespillet når mig ikke, selv om jeg sidder på 10. række. Figurerne er flade og jeg får ingen følelse af dem. Replikkerne afleveres storladent og teatralsk, så jeg bliver mindet om mit besøg i den lokale dilletantforening på landet for nogle måneder siden.
Alban Lendorf som Tony virker stiv og stirrer ud i luften uden mimik; jeg mangler Tonys charme og skæve smil. Her lyser Søren Torpegaard Lund imidlertid op. Han er troværdig som Bobby og man føler hans tilstedeværelse, både i sang og i tale.
Scenografien benytter sig meget af en gennemsigtig mellemvæg, hvor man kan følge med i både hvad der foregår på forscenen og bagved. Samtidig er der skabt to rum over den egentlige scene, hvor sangere eller musikere indimellem toner frem. Det fungerer meget godt og skaber lidt scenisk dynamik.
Der er dog få højdepunkter. Dels Annettes sorg og smerte i If I cant have you. Christine Astrid Nielsen henvender sig til publikum og smerten er til at føle på. Mon ikke vi alle har haft denne følelse i perioder, hvor vi bliver svigtet eller fravalgt – jeg genkendte det i hvert fald. Dels Bobbys frustration i andet akt over udsigten til at skulle være far. I Tragedy synger Bobby sit hjerte ud og det understøttes af en flot koreografi, hvor resten af holdet dels løfter Bobby som en Kristus på korset og dels bærer Bobby rundt, mens han synger sin magtesløshed ud. Hvis jeg skal pege på en stjerne i forestillingen må det blive ham.
I det hele taget løfter andet akt sig en smule op og jeg lader min småskuffede anmelderpen hvile lidt. Her kommer der mere form og figur på de forskellige roller og Alban Lendorf som Tony har vist efterhånden fået spillet sig varm, så man bedre mærker ham. Helt god som Tony bliver han dog aldrig.
Ikke desto mindre føler jeg, at jeg overværer en Silas Holst-koreografisk forestilling i discodans mere end en genkendelig musicalfilm. Da forestillingen er slut oplever jeg noget, som jeg sjældent har oplevet før. Publikum bliver siddende og der er ingen stående applaus. Mon ikke netop dette underbygger, at min følelse af uforløsthed deles af de fleste tilstedeværende.
⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Miklos Szabo
Skriv et svar