Det er sjældent at jeg, som anmelder, går helt død i en forestilling relativt kort inde i 1. akt, på den måde jeg gjorde, da jeg overværede den norske dramatiker Arne Lygres forestilling Tid til Glæde, på Nørrebro Teater. Det er muligt at jeg havde en dårlig dag, men sjældent har mine øjenlågs kamp mod tyngdekraften været så desperat.
Tid til Glæde er skrevet under coronapandemien og er et sammensurium af betragtninger om hverdagens små glæder eller fortrædeligheder. Forestillingen er inddelt i 2 meget forskellige akter med 2 meget forskellige scenografier og i 2 helt forskellige farvetoner.
I 1. akt møder vi et sammenrend af mennesker ved en søbred. De kommer i 3 grupper og har ikke nogen indbyrdes relation til hinanden, men mødes helt tilfældigt. Tina Gylling Mortensen er moderen, der gerne vil vise sine 2 børn en fin bænk ved en fin sø, hvor hun kan samle tankerne. Et barn dukker op, et andet barn, Aksle, der er en ud af kun 2 karakterer i forestillingen med et reelt navn, er måske på vej. Gylling Mortensen leverer altid en solid præstation, men kæmper med de konstruerede replikker, der alle starter med En mor sagde at.. Og det er ikke kun hendes replikker der starter sådan, det gør alle. En mor sagde at, en ven sagde at, en søster sagde at…
Det ender med at blive meget forhindrende for nogen som helst form for samspil på scenen og sammenrendet af mennesker der snart befinder sig på den, bliver en uforståelig lydmur af replikker, der kun udsiger banaliteter. Der er intet der pirrer nysgerrigheden og holder interessen fast. Kun disse ubehjælpelige replikker og det er netop her øjenlågene bliver tunge. At scenografien tilmed også er helt brun og uden visuelle stimuli, gør ikke sagen bedre.
I 2. akt går det lidt bedre. Her møder vi sønnen Aksles kæreste, David, der måske, måske ikke begræder, at Aksle har forladt ham. Han har til gengæld et fint slæng af venner, som sammen med ham holder ensomheden fra livet. Laura Rasmussens scenografi inviterer os her ind i et mere fortættet rum, hvor kostumer er holdt i røde toner, bortset fra i starten, hvor Gylling Mortensen stadig er i blåt, som Aksles mor. Den håbløse replikkonstruktion er stadig til stede, men opblødes en smule.
Her kommer en dygtig percussionist også på banen og der kommer i det hele taget lidt mere liv i fortællingen, hvor man endelig også kan mærke skuespillerne, der har mere samlet samspil. Især Peter Christoffersen er god med sin overvenlige cabaretlignende figur. Også Johannes Lilleøre må bemærkes som den ensomme enkefrue, der har fundet sin nye kæreste til en begravelse.
Madeleine Røn Juuls iscenesættelse af Tid Til Glæde bliver samlet set en noget blandet fornøjelse, hvor man mest af alt må stille spørgsmålet hvad pokker forestillingen egentlig vil os. Den er ikke særligt udadvendt, sjov eller underholdende, og selvom skuespillerne virkelig gør hvad de kan, kæmper de med en mærkelig replikkonstruktion og en iscenesættelse der ikke har retning. Tid til kedsomhed bliver det snarere end tid til glæde
⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Amanda Bødker
Skriv et svar