Eventyrteatret har i år taget Carlo Collodis klassiske eventyr, om dukken der bare gerne vil være en ægte dreng, under kærlig behandling. I spidsen står Kim og Jeff Ace Schjerlund, der tilsammen har skrevet manuskript, instrueret og koreograferet. En stor mundfuld, kunne man tænke. Ægteparrets finurlige tankegang passer dog fint ind i Eventyrteatrets mangfoldige nyfortolkninger. Vi befinder os i en fjern fremtid og Pinocchio er en K.I. (Kunstig Intelligens), istedet for en lille dreng af træ.
Den lysrige og futuristiske scenografi, af Jonas Vestergaard, støtter godt op om universet og historien flyder over med referencer, lige fra windowsopstartslyden der spilles, når Pinocchio kommer til live, til Matilda vibes, når Pinocchio går i skole, men ikke helt passer ind med de andre børn.
Stuart Goodstein har igen komponeret ørehængende musik og Eventyrteatret er altid leveringsdygtig i store stemmer. Særligt de ældre unge imponerer på denne konto, hvor man især får kuldegysninger af Freja Larsens tiltagende stabile og dejligt sprøde stemme, når hun synger som Eventyrteatrets tidligere maskot, Karlo Kanin, der i denne historie fungerer som den ældste prototype, længst ned i den dybeste kælder. Også Clara Dragsted Hansen som Ærlige Bente/Løgnagtige Lone er herlig og særdeles skurkagtig både i spil og sang.
Koreografisk er nummeret i starten af 2. akt, hvor Ærlige Bente styrer alt sit legetøj som snoredukker, et højdepunkt og en velvalgt reference til det originale eventyr og især til Disneys tegnefilm. Ærlige Bente får også afleveret nogle herlige stikpiller mod nutidens techgiganter, i særdeleshed Apple. I det hele taget er mansukriptet fuld af disse referencer til alt mellem himmel og jord og selvom det på visse steder kunne have haft godt af et kritisk blik og en trimning, fremkalder det af og til også høje grin fra salen.
I 2. akt mister forestillingen pusten og kommer til at minde om en Bournonvilleballet, hvor vi får en parade af numre fra de ældre Kunstige Intelligeneser på Ærlige Bentes fabrik, der hver især ikke er en succes. Der er 4 grupper ældre Kunstige Intelligeneser i alt og de har hvert deres nummer. Selvom de unge er dygtige, går handlingen helt i stå og forestillingen taber i den grad fart.
Det er tit farligt at lade de samme mennesker både skrive, instruere og koreografere. Der er en overhængende fare for, at der ikke bliver slået nok darlings ihjel og der ikke er nogen der får stillet spørgsmålstegn ved, om alt fungerer. Man kunne godt have fornemmelsen af, at netop dette er sket i denne forestilling. Når man ser, at Silas Holst skal foretage samme øvelse næste år, kan denne anmelder ikke lade være med at være en anelse bekymret.
Hvorom alting er, er Pinocchio en flot forestilling, fyldt med farvestrålende kostumer og energiske børn og unge, der bare VIL scenkunsten og den entusiasme smitter, selvom forestillingen med fordel kunne trænge til en gedigen beskæring, særligt i 2. akt. Det betyder dog mindre når man mærker de medvirkendes begejstring og glæde og man tænker ved sig selv, at det nok skal gå med scenekunsten i fremtiden. Pinocchio er en herlig og sprudlende familieoplevelse i et smukt Halloweendekorereret Tivoli.
⭐️⭐️⭐️⭐️
Læs mere om forestillingen her.
📸: Thomas Hergaard fotografi
Skriv et svar