Det er umiddelbart lidt svært at forstå hvad Verdis opera Don Carlos skal sige os idag. Den indviklede historie om forbudt kærlighed og pligtfølelse mod land og Gud virker bedaget, også selvom handlingen er rykket lidt frem i tiden i forhold til den egentlige handling, midt i 1500-tallet, i David Livermores iscenesættelse. Livermore når ikke som sådan i mål med at gøre handlingen relevant i vores samtid, men når dét er sagt, så er der utroligt mange gode ting at sige om opsætningen på Operaen i København.
For det første er Verdis musik vidunderlig og Det Kongelige Kapel tager, under Jordan de Souzas ledelse, fat på de mange følelsesmæssige understregninger der ligger i musikken. De spiller mesterligt og musikken er melodisk og meget let at lytte til, med mange ledemotiver der hjælper publikum igennem den komplicerede historie. Også sangerne er sublime, næsten hele vejen rundt.
Goderdzi Janelidze forkæler os med sin klangfulde bas, der giver pondus til Kong Filip den II af Spanien, der er plaget af den manglende lidenskab mellem hustruen, Dronning Elisabeth (Gisela Stille), der egentlig var lovet bort til sønnen, Don Carlos, og ham selv, og behovet for at opretholde den ceromonielle figur han nu er, som konge. Stille synger vidundeligt smukt og særligt i hendes store arie henmod slutningen af forestillingen, får vi hendes smerte at skue. Scenografisk er der leget sjovt med statuer der pludseligt bliver levende og vil trække hende med til underverdenen.
Gihoon Kim synger Markisen Rodrigo af Posa overbevisende, med en splittelse i sin troskab mod Don Carlos og muligheden for at gøre en forskel for det forsømte hollandske folk. Emanuela Pascus smukke mezzozopran giver liv til hofdamen Eboli, der afslører Don Carlos forelskelse i dronningen, mens hun selv har en affære med kongen. Kun Matthew White, som Don Carlos selv, virker lidt tynd i klangen, særligt i sit lysere register, hvor han bliver meget skinger. Don Carlos figuren selv, fylder i øvrigt forbløffende lidt i en opera, der bærer hans navn som titel.
Scenografien er begået af Gió Forma og her er de forskellige setstykker ledsaget af store skærme, hvorpå der projiceres et hav af billeder og figurer på. Det er bare ærgerligt, at man ikke kan se disse billeder alle steder i salen. Særligt på 3. balkon, hvor undertegnede sidder (på 1. række), er det umuligt at se andet end det nederste af skærmene, hvilket resulterer i at alle personer på skærmene effektivt er halshugget. Det havde været godt, hvis man lige havde trukket det øverste tæppe bag undertekstskærmen op, så man kunne følge ordentlig med i hele scenografien, også på 3. balkon, hvor billetterne immervæk stadig er dyre. Eller i det mindste oplyse, at man ikke kan se hele scenografien, når man køber billetter.
Besynderligt er det også, at der er adskillige sceneskift undervejs i forestillingen, hvor handlingen helt stoppes, tæppet går for og publikum må vente i et par minutter mens sceneskiftet foregår. Det får forestillingen til at virke en anelse gumpetung, når handlingen uafladeligt afbrydes for at skifte scene og man tænker, at det må kunne gøres smidigere.
Don Carlos er en opera man skal se for den smukke musik og de toptunede stemmer man får i Operaen. Selve iscenesættelsen føles lidt rådvild, og som publikum spørger man sig selv hvad vi egentlig skal med denne komplicerede handling idag. Man kan dog roligt løse billet, hvis man vil nyde smuk og melodisk musik og høre dertil betagende, dygtige sangere.
⭐️⭐️⭐️⭐️
Læs mere om forestillingen her.
📸: Miklos Szabo
Skriv et svar