Det er ikke første gang jeg skal opleve historiefortæller Hans Laurens, der igennem 30 år, har fortalt historier om stort og småt og allermest om skæve eksistenser som på en eller anden måde havner i et uvejr så stort, at det giver efterdønninger i nutiden, på en måde så det stadig giver mening at fortæller om det.
Sidst jeg oplevede Laurens, var i udkanten af Bernstorffsskoven, en sommeraften, mens skumringen faldt på og det blev mørkt. I aften foregår fortællingen indendørs, men mindst lige så stemningsfuldt, hos Literaturhaus. Literaturhaus holder til i en nedlagt kirke på Nørrebro, hvor direktør Jeremy Thomas-Bøgsted kuraterer meget forskelligartede arrangementer med udgangspunkt i litteraturen og med ordet i centrum.
Stedet er utroligt stemningsfuldt – det gamle kirkerum forærer en højtidelighed og åndfuldhed, der også hjælpes godt på vej af hyggelig jazzmusik og dæmpet belysning. I entreen står en automat, ikke med chokolade og sodavand, men med litteratur.Hans Laurens indtager scenen, eller rettere stiller sig ved siden af den. For historiefortælling handler også om at kunne fornemme sit publikum og det er svært hvis man står på en scene med et spotlight i hovedet. Vi er tæt på hinanden og det er en del af pointen.
I en digital tidsalder, er historiefortælling en lise for sjælen. Især livehistoriefortælling, hvor vi også tvinges til at være til stede i et rum med andre mennesker, i det moment det foregår, fremfor enkeltvis med støjdæmpende ørebøffer som ledsager. Som publikum kan man læne sig tilbage og nyde historien. Og her gør det ikke noget, at det tager tid, for det er en del af konceptet. Historien denne aften kan egentlig fortælles utroligt kort. En mand bliver dræbt af sin elsker, Slut. Men hvorfor? Under hvilke omstændigheder? Og i hvilken tid? Det er dét, der er det interessante.
Laurens fletter to historier sammen. Den ene om kulturflanøren Gustav Esmann, der lige midt i modernismens storhedstid, sammen med brødrene Brandes og flere i kultureliten, levede et lidt omtumlet liv, der alligevel førte ham vidt omkring. Han mødte Karen Hammerich, der skulle vise sig at være en mundfuld at håndtere. Så stor en mundfuld, at det endte med deres begges død. Den anden historie foregår i 90erne, hvor en arkitektstuderende, i en nærparallel historie, må jonglere hustru og elsker, i en svær balancegang.
Laurens er en enormt dygtig historiefortæller, der med meget få virkemidler holder sit publikum fast og maner et indre billede af den historie der fortælles, frem. For undertegnede bliver det dog lidt svært at holde fast i hvilken historie vi befinder os i hvornår, da historierne fletter sig ud og ind imellem hinanden uden tydelige overgange. Det kræver, at man som lytter er utroligt opmærksom, for ellers kan man hurtigt komme bag af dansen.
Jeg vil klart anbefale både at besøge Literaturhaus og at opsøge en aften med historiefortælling af Hans Laurens. Begge dele fordrer nærvær i en meget lidt nærværende tid og det er meget venligt for en fortravlet hverdagssjæl, at lade sig opsluge i et lille hul i tiden. Det er faktisk lige den lise vi har brug for.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om Literaturhaus her og om Hans Laurens her.
📸: Egne og Hans Laurens
Grafik: Marie Samuelsen
Skriv et svar