Det er et stort full-circle øjeblik, da jeg sætte mig i stolen på Teater V for at se forestillingen Quasar – Solo med Kasper Ravnhøj og Mute Comp. For mere end 20 år siden gik jeg, i en søgen på mit eget formål med livet, på et kursus i fysisk teater på en daghøjskole i København, hvor netop Ravnhøj underviste. Han har været med til at ligge grundstenen til min kærlighed til fysisk teater. Siden da har livet taget mange underlige drejninger og jeg har med interesse fulgt med i Ravnhøjs karriere, indtil jeg nu sidder her og skal anmelde denne forestilling.
Forestillingen er egentlig en nedskalering af en forestilling for 5 dansere, der baserer sig på vores ophav, der hvor vi kommer fra, med de ritualer der hører til kultur og til det, at være menneske. I soloudgaven er der kun én danser på scenen – Kasper Ravnhøj – sammen med harmonikaspiller Buzor Nemic. Han akkompagnerer melodisk, men også i passager mere atonalt og nogle steder med den rene luft, der skaber klangbund for bevægelserne.
Ravnhøj kigger på os. Noget forlader ham, ord måske. Kroppen bevæger sig i stilistiske og ritualiserede bevægelser. Noget kan vi kende – dagligdags ritualer der gentages igen og igen – andet mere ukendt. Ravnhøjs udtryk er voldsomt. Han kaster sig rundt i den ene energiudladning efter den anden, gerne med hovedet først, hvilket får gispene til at slippe ufrivilligt ud af publikums munde. En fod hamres ned i gulvet. Et hoved køres henover samme. Knogler arbejder mod gulvet så vi kan høre senerne spændes. Krop møder gulv. Hoved møder gulv. Fodryg møder gulv. Variationerne gentages i ét væk. Han kigger ud på os, næsten bedende. Få det til at stoppe. Men ritualet må respekteres og gentages.
Ravnhøj bevæger sig i spændfeltet mellem dans og fysisk teater. Visse steder er bevægelserne på det nærmeste akrobatiske, andre steder mere formidlende. Kroppen er i centrum. Det er én mands kropsekvilibrisme og det fascinerer. Her er ingen overfortælling. Men 1 time er lang tid, når man er ene danser på scenen, og forestillingen ender også med at gå en anelse i tomgang når bevægelserne gentages i en ny variation, gang på gang. Ravnhøjs kompromisløshed må beundres og de mange gisp fra salen vidner også om en helt særlig kunstform, som Ravnhøj over årene har perfektioneret til netop at chokere og fascinere sit publikum.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Mute Comp
Skriv et svar