Forestillingens titel er både et udsagn og en beskrivelse af den livsomstændighed, som er blevet de fleste unge meget nærværende. Pres. Pres for at være perfekt, men ikke for perfekt, pres for at være en god ven, pres for i det hele taget at begå sig i et samfund der bliver mere og mere komplekst. Måderne vores unge håndterer presset på er vidt forskellig, nogle mere destruktive end andre.
Pres er det, Opgang2 selv kalder en trackforestilling. Det er en anden og mere moderne måde at sige montage- eller vignetforestilling, altså en forestilling uden gennemgående handling, hvor de 3 skuespillere hopper ind og ud af punktformede nedslag i et ungdomsliv. Med dette greb, kan instruktør og dramatiker Pia Marcussen nå at behandle mange forskellige problemstillinger på den time, som forestillingen varer.
Yas Wadi, Rasmus Arved Monrad og Karoline Toksvig Gammelgaard sidder på en bænk i IngeLine Lautrup Holsteen Jensens nøgne scenografi. De fletter sig hver især ind og ud af hinandens scener. Yas Wadi og Rasmus Arved Monrads energier spiller bold med hinanden i den første montage om venneparret, henholdsvis anfører og medløber, der efterhånden mister kontakt med hinanden, hvilket sættes på spidsen, da en gammel flamme dukker op i horisonten. Karoline Toksvig Gammelgaard får replikkerne til at flyde let og ubesværet, særligt som en perfektionssøgende og pleasende teenager, der snart ser sin fødselsdag ødelagt af aflysninger. Rasmus Arved Monrad som oxymisbrugende, men i hvert fald ikke junkie, emmer af selvfornægtelse og irritationen koger i Yas Wadi når han stilles til regnskab for sin søsters gøren og laden.
Der er dog noget ved denne type forestilling der tit bliver lidt langt, og denne er ingen undtagelse. Der er intet klimaks, og derved kommer forestillingen til at køre i samme, lidt monotone, gear i en time i streg. Man savner lidt tempo og ikke mindst en eller anden form for forløsning. Selvom skuespillerne er forrygende, fornægter en snert af kedsomhed sig ikke. I slutningen synger Karoline Toksværd Gammelgaard skønt, men sangen er malplaceret og slet ikke i tråd med forestillingens dødsmetalsoundtrack, som vi hører imellem hver scene.
Pres rammer helt sikkert en ungdomsgeneration lige der hvor de er. Og det er godt og rart for en førstegangsteatergænger at se sig selv spejlet på en scene, særligt hvis vi skal lokke et yngre publikum til at komme igen. Jeg er helt sikker på, at forestillingen vil ramme den danske ungdom og den er da også nærmest allerede udsolgt i spilleperioden på Århus Teater. Men så kan man måske fange den på turné rundt omkring i landet.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Jon Gotlev og Ditte Chemnitz
Skriv et svar