Operaen Maria Stuarda opføres for første gang i Danmark i Operaen i København. Man kan undre sig over, hvorfor det har taget så lang tid, for denne Donizetti-opera har meget at byde på, fra intense intriger og dramatiske konfrontationer til smuk ornamenteret sang og musik med stor dramatisk spændvidde.
Operaen er baseret på Friedrich Schillers skuespil fra år 1800, der allerede i sin samtid var dybt kontroversielt. I skuespillet ytrer den fængslede Mary Stuart offentligt, at dronning Elisabeth den 1. er en bastard – født uden for ægteskabet. Dette var helt uhørt i begyndelsen af 1800-tallet, da operaen havde premiere, og de oprindelige sopraner skulle efter sigende være blevet dybt personligt oprørte over at skulle udslynge denne fornærmelse.
Centralt i fortællingen er konflikten mellem de to dronninger. På den ene side Mary Stuart, spillet af Gisela Stille, som med stor vokal agilitet portrætterer den politisk fordrevne skotske dronning. På den anden side Elisabeth 1., spillet af Elisabeth Jansson. Elisabeths karakter skiller sig markant ud med sin androgynitet, hvor hun iklædt guldrustning symboliserer en hårdkogt ambition om at tilpasse sig og indtage en prominent rolle i en mandsdomineret verden. Hendes vokal passer perfekt til Donizettis komplekse musik. De musikalske dueller mellem de to sopraner er ladet med spænding, og deres stemmer væver sig sammen i harmonier og kontrapunkter, hvilket gør forestillingen til en udsøgt fornøjelse.
Scenografen har på imponerende vis formået at få operaens store scenerum til at virke lille og klaustrofobisk. Al handlingen foregår inden for murene, hvilket understreger, at verden uden for hoffets mure ikke spiller en rolle i denne fortælling. Intrigerne udspiller sig langt væk fra virkeligheden og har meget lidt betydning for det almindelige menneske.
Det Kongelige Kapel, under ledelse af Paolo Arrivabeni, får Donizettis musik til at nå storslåede højder. Især i de to dronningers centrale konfrontation, hvor førnævnte fornærmelse bliver udslynget med stor foragt, er det næsten umuligt at trække vejret. Mændene i forestillingen indtager bevidst en perifer rolle, understregende at denne fortælling er kvindernes domæne. Deres tilstedeværelse, selvom velsunget, står i skarp kontrast til den indædte rivalisering og det intense drama mellem de to dronninger. Galeano Salas, Theodore Platt og Henning von Schulman leverer imponerende præstationer, men det er kvindernes kamp, der står som forestillingens hjerte og sjæl.
Maria Stuarda kan ved første øjekast synes lidt tør, men musikken er så fyldt med rigdom, at man får lyst til at høre den igen og igen. Forestillingen er ikke bearbejdet til at være samtidsrelevant, men med den udførsel, der lægges for dagen, er det ligegyldigt. Musikken er eviggyldig, og forestillingen er en stor fornøjelse, perfekt for både erfarne operagængere og dem, der kun lige er begyndt at udforske operaverdenen.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Camilla Winther
Skriv et svar