Det er ikke uden en vis undren, at jeg kører ind under en smuk solnedgang på Helsingør Station for at begive mig til Hamletscenen på Kronborg for at se forestillingen Står Stille Mens Jeg Falder. For hvordan skal man dog flette Shakespeares komplekse sonetter sammen med en nutidig historie om at være ramt af brystkræft?
Det er dog det, som librettist og dramatiker Miriam Boolsen forsøger. Copenhagen Chamber Performance har, i samarbejde med Hamletscenen, udviklet forestillingen, og det endda med baggrund i to af de medvirkendes egne oplevelser med brystkræft, der også indgår i karaktertegningen af to kvinder og den ene mand med brystkræft, der portrætteres i forestillingen.
Det er ikke ligefrem fordi Thaliascenen er bygget til opera, men til gengæld er den meget intim, hvilket netop denne forestilling har stor gavn af. Sopran Radmila Rajic og mezzosopran Lise Christensen har selskab af Markus Borg, der ganske vist ikke er operasanger, men uddannet fra Musicalakademiet, og hvis stemme passer godt til det parti han synger.
Forestillingen er tekstet, og mens de fire kvindelige musikere, der gradvis bliver mere og mere medpatienter i fortællingen, spiller Hugi Gudmundssons nykomponerede musik, udføres detaljerede karaktertegninger af både de personer, der rammes af sygdommen, samt behandlere og pårørende omkring dem. Gudmundssons musik har en konstant nedadgående bevægelse, et elegant greb, som på smuk vis illuderer det frie fald, som karaktererne, der pludselig rammes af alvorlig sygdom, befinder sig i.
Catia Hauberg Engels hospitalsscenografi fremhæver det fremmede og kliniske miljø, hvor sundhedspersonale anvender lange og komplicerede termer og afslutter enhver samtale med Nogen spørgsmål? uden at give reelt rum for disse spørgsmål eller tage sig tid til at besvare dem. Lise Christensen synger Det er svært at vide, hvilke spørgsmål man skal stille og følger senere op med Min krop er deres arbejdsplads. Ambivalensen ved at miste kontrollen, ikke helt forstå hvad der sker, og være i en grundlæggende eksistentiel krise, er fremragende skildret.
Det er dejligt befriende, at Markus Borg også får lov at fortælle en historie, man ikke hører så ofte, nemlig den om mænd, der rammes af brystkræft og det ekstra lag af tankemylder, der opstår, når mænd bliver ramt af en sygdom, der opfattes som en kvindesygdom. Det er også Borgs karakter, både ung og kræftramt, som går renest ind hos undertegnede.
Og så er der problemet med sonetterne. Når Shakespeares sonetter flettes ind undervejs, skifter lyset og tekstskærmene til rødt. Sproget skifter til engelsk, og selvom det er tekstet, er det umådeligt svært at forstå, både hvorfor vi skal have sonetter på engelsk midt i en ellers meget realistisk forestilling på dansk, og at besidde de rette engelskkundskaber til at forstå, hvad ordene egentlig betyder. Grebet fremstår kunstigt og helt unødvendigt for forestillingen, som ville stå langt stærkere uden. Det trækker faktisk oplevelsen ned.
I sin essens er Står Stille Mens Jeg Falder en dybt rørende og relevant forestilling, der formår at gribe ind i sjælen på publikum med sin intime og realistiske skildring af brystkræft og de eksistentielle kriser, der følger med. Desværre bliver oplevelsen svækket af Shakespeares sonetter, der fremstår kunstige og unødvendige i den ellers virkelighedsnære forestilling. På trods af dette er forestillingen klart værd at se og byder på mange både dramatiske og musikalske godbidder.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Bo Nymann
Skriv et svar