Børneteater til tre aldre

📸: Dennis Westerberg

Barnevognen

Det er vidunderligt vejr, da junioranmelderen og jeg tager hjemmefra lørdag morgen for at opleve ikke mindre end tre meget forskellige børneforestillinger på samme dag. Turen går i første omgang til Frederiksberg og Riddersalen.

Det er bestemt ikke første gang, at Ragnhild Kaasgaard og Erik Olsen får den meget store og røde barnevogn til at komme til live for øjnene af de benovede og meget små teatergængere. Barnevognen er nemlig designet til de 1,5-4-årige, og Ragnhild Kaasgaard holder sit mindste publikum i sin hule hånd og har gjort det lige siden 2011, hvor denne forestilling spillede første gang. Hun oplever større udfordringer med at få forældrene placeret ordentligt på bænkerækkerne, end hun har med at få det særdeles omskiftelige børnepublikum til at sidde stille med deres trampende fødder og være stille med deres skrigende halse.

Barnevognen er historien om den store, røde barnevogn, der har tilhørt familien i generationer, og som både kan koge te og vaske op. Dorte Holbeks dingenotscenografi får barnevognen til at komme til live og folde sig ud på magisk vis. Om end man måske kunne ønske sig en lidt kortere indledende introduktion til det at gå i teatret med små børn, så er barnevognen en perfekt begynderforestilling i trygge rammer og med ombytningsgaranti, hvis man skulle få behov for at forlade salen undervejs.

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

 

📸: Büro Jantzen

Hallo!

På Folketeatret inviterer Søren Hauch-Fausbøll og nycirkusartist Sunniva Byvard publikum indenfor til forestillingen Hallo! for børn fra 5 år og derover. I løbet af en time udforsker de temaet om at bevare sin identitet og det, man engang var, selvom man måske er blevet mere grå og kedelig med tiden. Den alsidige Hauch-Fausbøll, som også har en karriere som hospitalsklovn, portrætterer på rørende vis den grå og kedelige mand, der foretrækker at isolere sig bag et hav af forskellige låse, både analoge og elektroniske. Hauch-Fausbøll går altid til sit arbejde med stor integritet og seriøsitet, selv når han optræder med humor.

Sin egen passion kan den grå mand dog ikke løbe fra, og snart står en skygge fra fortiden i hans stue og laver artisterier, som det er svært ikke at smile ad. Sunniva Byvard imponerer med sin adræthed og sit udtryk, der sagtens kan hamle op med rutinerede Hauch-Fausbøll. Sammen danner de et ikke så umage makkerpar og hylder den indre passion og længslen efter at være tro mod sig selv.

Selvom forestillingen nok lige er til den lange side, så udløser den store grin hos junioranmelderen og det glæder mit hjerte, at hun lærer de teaterikoner at kende, som også betød noget for mig, da jeg var på hendes alder.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

 

📸: Søren Meisner

Håbets Koloni

På Teater ZeBu inviterer børn andre børn ind i teaterinstallationen Håbets Koloni. Håbets Koloni er fuldstændig i øjenhøjde med sit målpublikum, hvilket gør forestillingen ekstra rørende for de medfølgende voksne. Mobiltelefoner er forbudt og afleveres i en lille kasse, da vi ledes ind af bagdøren på teatret.

Installationen begynder med et rum, kaldet Håbløshedens Rum, som er præget af en grå og dystopisk atmosfære. Her er krig og klimakrise bogstaveligt talt plastret ud over det hele, mens stemmerne af prominente politiske figurer som Donald Trump og Mette Frederiksen høres gennem højttalerne. Junioranmelderen bliver en lille smule klemt, men heldigvis reddes vi snart af lyse og lette børn med lygter og bamser, der fører os videre til et lysere og mere optimistisk rum, hvor håb er temaet. Her får vi hver vores amulet, og inden længe sidder vi i rundkreds og deler vores frygt og vores håb med hinanden. Alle deltager, også junioranmelderen, der med store øjne fortæller om sin frygt for krig.

Som voksen er det skræmmende at indse, hvor meget børn opfatter af de voksnes verden, og dette sætter de medvirkende børn ord på. Det er faktisk utroligt, at vi som børn skal bekymre os om den slags, siger en af de medvirkende. Jeg synker og tænker, at de har vældigt meget ret. Herefter tegner vi vores håb og klistrer dem op på håbets væg, hvorefter vi alle sammen samles.

Det, der gør Håbets Koloni til noget helt særligt, er netop den aktive rolle, som de medvirkende børn spiller. Med en ren oprigtighed udfordrer de os, særligt os hærdede voksne, til at gå ind i deres verden. Samtidig formår de at møde deres unge publikum helt i øjenhøjde og give dem en oplevelse, der hænger fast længe efter.

Signe Kærup Dahl, Nanna Bøndergaard Butters samt Anne Nymark er ophavskvinderne bag konceptet, og det er meget rørende og virkelig lidt af en genistreg at lade børnene komme til orde på denne måde. De medvirkende børn fortjener den største ros for deres mod og naturlighed i situationen. Dette var uden tvivl dagens teaterhøjdepunkt, det var både jeg og junioranmelderen enige om.

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

 

 

Skriv et svar