Mit første bekendtskab med den ovennævnte forestilling var gennem Lars Mølsteds podcast Musicalnyt, hvor Mølsted analyserer nyskrevne danske musicals. Jeg kan varmt anbefale denne podcast til alle, der ønsker at holde sig opdateret omkring genrens udvikling i Danmark. Denne forestilling vakte min interesse, fordi den besad en tekstmæssig begavethed og en evne til at beskrive de store følelser i de små hverdagsting. Det var derfor glædeligt at erfare, at forestillingen ville blive opført på Fredericia Musicalteater.
Oprindeligt var dette Mille Lamberts bachelorprojekt fra DDSKS Fredericia, men snart blev det tydeligt for både Lambert og komponist Kristoffer Nybye, at projektet havde større potentiale. Det måtte udvides og gennemgå workshops, hvilket nu har resulteret i en fuld forestilling klar til urpremiere. Denne nyskrevne danske musical er vokset ud af den talentfulde gruppe af uddannede musicalkunstnere, der stræber efter at gøre musicalgenren i Danmark til mere end blot reproduktioner af amerikanske forestillinger eller bearbejdninger af film og bøger.
Forestillingen er en sangcyklus uden egentlig handling. Den består af enkelte sange, der bindes sammen af et fælles tema. Temaet omhandler voksenlivet og udforskningen af, hvordan man bedst håndterer livets udfordringer. Scenografisk er universet fyldt med vildtvoksende planter, som symboliserer de ukontrollable følelser og tanker. Strategisk placerede hverdagsobjekter understøtter dette visuelle udtryk.
Johanne Milland Pedersen, Søren Torpegaard Lund og Diluckshan Jeyaratnam er de tre helt almindelige mennesker, der synger sig igennem de velkomponerede numre. Selvom der ingen replikker er, er der masser af liv i deres samspil. Deres reaktioner og baggrundsspil får forestillingen til at komme til live på en enormt charmerende og relaterbar måde. Deres musikalitet får lov at spille bold med hinanden. Begge afdelinger af forestillingen starter med en hyletone – jeg forestiller mig, det er den hyletone, alle kan høre i hovedet, når tilværelsen bliver lidt for meget. I starten af anden akt harmoniserer de tre venner over denne hyletone – sprødt og lækkert og et godt billede på at omfavne kaos.
Mille Lambert har formået at zoome ind på alle de store følelser, vi rummer. Fra håbet om, at alting er bedre om 5 år i Når jeg bliver 30, der afleveres med stor teknisk dygtighed af Milland, hvis diktion tillader os at høre alle de ord, der synges i et meget ordrigt nummer, til behovet for ikke at være vidne til flere historiske begivenheder nogensinde i I larmer. Numre, der går rent ind hos denne anmelder, er Kære mor og far om at skjule og redigere de ting man fortæller til sine forældre, fordi balancerne på et tidspunkt skifter, så man som barn er den, der skal passe på sine forældre, samt Mandag om at blive båret af sin partner uden at se det, leveret fænomenalt af Jeyaratnam.
Der er kun gode numre i forestillingen, og den er måske ikke så meget et generationsportræt, men snarere et portræt af en bestemt alder, et bestemt sted i livet. Forestillingens numre vil tale forskelligt til publikum alt efter, hvor man befinder sig henne i livet. Det er altså lidt af en triumf, at vi kan præsentere en så begavet og skøn forestilling, der er vokset lige midt i musicaludviklingens baghave i Danmark. Forestillingen bliver aldrig navlepillende, hvilket der kunne være reel risiko for, men denne faldgrube er holdet gået langt udenom, og den er i stedet blevet et kærligt portræt af at være ung voksen og alle de genvordigheder, der opleves netop i denne alder. Meget mere af dette i dansk musical i fremtiden, tak!
⭐⭐⭐⭐⭐⭐
📸: Søren Malmose
Læs mere om forestillingen her.
Skriv et svar