
Titlen på forestillingen på Mungo Park i Allerød vækker min interesse. Hvilke temaer vil blive behandlet, hvad refererer titlen til, og hvilket univers befinder vi os i? Disse spørgsmål står ubesvarede, da jeg sætter mig til rette i salen, parat til at opleve ensemblets fortolkning af den amerikanske dramatiker Stephen Adley Guirgis’ tekst.
Jeg lever ganske givet i et helt andet univers end de karakterer, vi ser udfolde sig på scenen. Vi befinder os på det amerikanske samfunds bund, hvor alle er lidt kriminelle, og de fleste er afhængige af et eller andet eller hinanden. Jeg er ikke sikker på, at samme samfundslag findes i Danmark, eller også kommer jeg simpelthen bare ikke i det.
Det er desværre også det, der gør historien om eks-pusheren Jackie, der lige er kommet ud af fængslet og skal holde sin sti ren, svær at relatere til. Det er ikke fordi Sebastian Aagaard-Williams ikke gør sit allerihærdigste for at portrættere ham på en troværdig måde, eller Marie-Lydie Nokouda, der spiller den tvivlsomme kæreste Veronica, ikke virkelig forsøger. Men der er noget ved foretagendet, der virker underligt b-filmsagtigt. Som den type film man kun gider se færdig, hvis man virkelig ikke har andet at lave.

Det er delvis også fordi Anna Malzers oversættelse af teksten er blevet en mærkværdig blanding af dansk og amerikansk slang, der aldrig rigtig giver ordentligt liv til karaktererne. Flere steder er der pinlige fordanskninger som Hold den tanke, eller amerikanske skældsord som bitchass motherfucker, der får teksten til at virke usmidig. Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvad vi egentlig skal med sådan en tekst, der er så ærkeamerikansk i sit udtryk.
Ernesto Carbone og Marie Louise Wille får deres debut i Mungo Parks ensemble. Og selvom Ernesto heldigvis selv har sydamerikanske rødder, så er karikaturen af en småkriminel latinoamerikaner pinlig. Wille har det ikke lettere som whitetrash-konen til Henrik Prips selvfede AA-sponsor Ralph, der nok har været ædru igennem en årrække, men til gengæld har så rådden en moral, at selv de mest fordærvede ikke kunne gøre ham kunsten efter.

Martin Lyngbos iscenesættelse understøttes af Rikke Juellunds udpakningsscenografi, der langsomt falder fra hinanden. De brune toner passer godt ind i et miljø, der virker meget udsigtsløst. Spørgsmålet opstår om forestillingens relevans: Giver den en dybere forståelse af vores samtid? Ikke umiddelbart. Er en sjov? Nej. Tilbyder den ny indsigt eller følelsesmæssige forbindelser? Nej. Resultatet er fem skuespillere, der arbejder hårdt, og en forestilling, der kan få svært ved at finde sit publikum i Danmark.
Selvom der er noget ultranostalgisk ved, at Martin Lyngbo vender hjem til Allerød, er Motherfucker med hat en besynderlig og tvivlsom oplevelse, der virkelig får skuespillerne til at arbejde alt for hårdt med en usmidig tekst i en mindre god oversættelse. Mungo Park har en stærk tradition for at tage chancer og udfordre både sig selv og sit publikum, og med denne risikovillighed følger selvfølgelig også altid risikoen for, at en forestilling falder igennem. Mungo Park, med deres passionerede ensemble og kreative ambitioner, er bestemt en scene, der er værd at følge med i – med eller uden hat.
⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Emilia Therese




Skriv et svar