Titlen vækker en dyb genklang i mig – ikke fordi jeg kender Jens Christian Grøndahls forlæg, men fordi den beskriver noget, jeg genkender. Bagsiden af denne sætning er af og til er jeg ikke glad, og dermed bliver titlen både et udtryk for en grundlæggende glæde, men også et periodevist fravær af samme.
Det er Kirsten Olesen, der står på scenen på Teatret ved Sorte Hest i den halvanden time lange monolog om kvinden Ellinor, hvis liv har taget mange mærkelige drejninger, herunder at hun er blevet gift med sin bedste venindes mand, alt imens veninden og Ellinors egen mand forsvandt i en lavine kort efter en affære mellem disse to blev afsløret. Og sådan endte Ellinor med at blive reservemor til venindens tvillingedrenge, en investeringschef og en kunsthistoriker. Men nu er Georg død, og hvilket limbo efterlader det Ellinor i?
Kirsten Olesen er vidunderlig som Ellinor, der nægter at være kustode i børnenes barndomshjem og derfor sælger det for at flytte tilbage til Amerikavej på Vesterbro. Hun har sine kantede holdninger om børnebørnene og deres forældre og indeholder en dyb sorg, som hun måske ikke viser som andre forventer, men som ganske vist er der. Man siger, jeg er i sorg, men det er sorgen, der er i mig, siger hun i frustration over at blive misforstået. Man undervurderer vanens magt, og man undervurderer dens nåde, siger Ellinor, når hun på én gang raser over de forkælede børnebørn og forsøger at finde sin egen nye vej på Vesterbro. Hun er præget af en dyb pragmatisme og skepticisme og udtrykker sig knastørt. Det gør hende mærkværdigt nok enormt elskelig.
Fortællingen åbnes langsomt med Solbjerg Højfeldts instruktion, og først langt inde i forestillingen afsløres den komplicerede historie. Grøndahl har selv dramatiseret bogen, og hvilken dramatisering! Her er citater nok til et helt værk i sig selv. Grøndahl sætter præcist ord på nogle skarpe observationer og serverer overraskende indsigter, der vækker dyb genklang.
Kirsten Olesen er sublim i rollen som Ellinor. Når anmeldelsen her alligevel “kun” lander på 4 stjerner, er det fordi Olesen desværre også skal have en del suffli undervejs. Det forstår jeg på den ene side virkelig godt, for teksten er lang! Men jeg har sådan lyst til at give slip og glide ind i Ellinors fortælling, og behovet for suffli river mig konstant ud af fiktionen, som ellers er virkelig stærk.
Her kunne jeg også have lyst til at indskyde en sætning om telefoner, der bimler midt i forestillingen og slikpapir, der larmer – begge har nøjagtig den samme effekt. På sådan en lille og intim scene er det alfa og omega, at vi kollektivt går ind i fiktionen. Uden slik, telefoner eller andet der kan forstyrre den intense oplevelse.
Tit er Jeg Glad er en hyldest til livets kompleksitet og menneskets evne til at navigere gennem dets mange drejninger. Det er først og fremmest en fremragende tekst, der langt overvejende leveres levende og varmt for os i den halvanden time, forestillingen varer. Kirsten Olesen giver langt overvejende en gedigen præstation, og hendes Ellinor er skøn, selvom vi som publikum rives lidt ud af fiktionen undervejs. Alligevel er forestillingen klart seværdig og ikke mindst anbefalelsesværdig.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Robin Skjoldborg
Skriv et svar