Cell#42

Ned ad en trappe ned i en kælder på AFUK på Vesterbro konfronteres vi med to kvinder, der er spærret inde i et plasticbur. De bevæger sig med langsommelighed, og på hovedet er påspændt hjelme. Det er måske herfra, de får det stød, der korrigerer dem, når de afviger fra det handlemønster, der er forudbestemt som normalt, noget vi som publikum er med til at afgøre via den tablet, der ligger fremme, og som vi har mulighed for at interagere med undervejs.

Hangar People, som er en del af Kristján Ingimarsson Company, består af en række forestillinger af forskellige kunstnere, der beskæftiger sig med interaktiv performance, hvor både digitale og fysiske elementer indgår. Emilie Largier, der også medvirker i forestillingen, har skabt Cell#42, som kun spiller én enkelt dag på CPH Stage. Formålet er at sætte fokus på overvågning og straf samt de mange kvindedrab, der begås hver dag.

Som publikum forholder vi os først passive. Hvad er det, der sker med disse to kvinder, hvoraf den ene tydeligvis er gravid? Er de en slags robotter? Hvem er det, der overvåger dem? Skal vi gøre noget for dem? Det tager tid, inden vi forstår, at vi selv er en del af oplevelsen.

Men så kommer der gang i os. Hvad er det, de skriver på deres arme? Der står også noget på indersiden af deres bur. Er det mon noget, man kan taste ind som en kode på tabletten, der kan lukke dem ud? Nogle løber op for at finde efternavne på de plakater over dræbte kvinder, vi mødte ved indgangen, som måske kan omsættes til en kode. Nogle driftige publikummer får åbnet en låge i scenografien, men det er ikke meningen, og den bliver lukket igen.

Mens kvinderne bliver zappet igen og igen, går vi mere og mere desperat på jagt efter hints til, hvordan vi dog skal få lukket dem ud. Det føles som en slags omvendt escaperoom – et releaseroom – hvor det ikke er os, der skal ud, men andre, vi skal redde. Vi opnår også kortvarigt kontakt med kvinderne, der gerne vil kommunikere med os, indtil de altså bliver zappet og rekalibreret igen.

Det er nok slet ikke meningen, at vi skal lykkes med at hjælpe dem ud. Men publikumsdynamikken er interessant at iagttage – fra apatisk passivitet til en fornemmelse af, at vi da må gøre noget. Uforløste kommer vi op fra mørket. Ingen blev befriet i dag, men måske kan vi hjælpe andre kvinder, der bliver zappet på andre måder? Måske – hvis vi er opmærksomme nok?

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Kristján Ingimarsson

 

Skriv et svar